23948sdkhjf

Ørsteds REnescience-anlæg forsinket

Det er sorteringsanlægget, der har voldt problemer.

I februar 2016 påbegyndte Ørsted opførelsen af det første REnescience-anlæg i fuld skala i Northwich i det nordvestlige England.

Udmeldingen var dengang at anlægget allerede fra foråret 2017 ville stå klar til at håndtere helt almindeligt, blandet husholdningsaffald og ved hjælp af enzymer omdanne det til en væske, der kan bruges til biogasproduktion.

Det er dog ikke helt gået efter planen.

- Status på vores Renescience-anlæg i Northwich, UK, er, at selve byggeriet er afsluttet. Vi er nu i gang med at idriftsætte det, og det har taget lidt længere tid, end vi forventede i første omgang. Under idriftsættelsen har der været behov for at justere og udskifte nogle af de mekaniske dele i sorteringsanlægget. Det er vi i fuld gang med, og vi forventer at det vil tage yderligere 3-5 måneder, inden vi er i fuld drift, fortæller Carsten Birkeland-Kjær fra Ørsted.

Dansk anlæg dumpede
Ørsted har forud for anlægget i Northwitch haft et testanlæg kørende i København, men det fik ikke helt gode anmeldelser.

Efter man havde kørt 450 ton affald gennem pilotanlægget kunne Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune konkludere, at der kun i yderst begrænset omgang var tale om genanvendelse, da langt hovedparten af affaldet alligevel endte i en forbrædningsovn. Også selvom det rent faktisk lykkedes at producere biogas på anlægget.

I september 2016 beluttede Københavns Kommune sig også for ikke at anbefale etablering og drift af affaldsbehandlingsanlægget baseret på Ørsteds Renescience-teknologi med biogasproduktion til følge. I stedet valgt man at lade københavnerne sortere deres affald selv.

Fastholder troen
Det danske anlæg fik altså en kort levetid og det britiske anlæg er lidt forsinket, men hos Ørsted er der ingen grund til bekymring.

- Renescience-anlægget er det første af sin slags, og vi har på trods af forsinkelsen på det første anlæg stadig stor tiltro til Renescience-teknologien. Vi kan se under idriftsættelsen, at bioreaktorerne, hvor selve den biologiske nedbrydning med enzymer foregår, virker som forventet. Det er selve kernen i teknologien, og den giver os de ønskede resultater. Det er den mekaniske sorteringsdel, som har taget længere tid end forventet at sætte i drift, forklarer Carsten Birkeland-Kjær.

Ørsted har tidligere meldt ud at Renescience-anlægget i England blot er det første af mange anlæg på vardensplan. Også det holder man fast i.

- Vi fastholder vores tro på, at Renescience potentielt kan blive en del af løsningen på de enorme affaldsproblemer, der er i mange lande. Vi er i god dialog med flere forskellige lande om mulighederne, understreger Carsten Birkeland Kjær.

Om anlægget i Northwich

REnescience-anlægget i Northwich kommer til at håndtere helt almindeligt, blandet husholdningsaffald. Affaldet bliver blandet med vand og enzymer i to store bioreaktorer, der hver er over 50 meter lange og har en diameter på over 5 meter.

Anlægget i Northwich kan håndtere 120.000 tons affald om året, hvilket svarer til husholdningsaffaldet fra omkring 110.000 britiske hjem. 

Når affaldet kommer ind i anlæggets bioreaktorer, går selve processen i gang, hvor enzymerne opløser madrester, etiketter og lignende organisk affald og laver det om til en væske, der kan bruges til biogasproduktion.

Biogassen bliver brugt til at lave ca. 5 MW strøm, og den resterende del af affaldet består af en genbrugelig andel, såsom plastik og metal, samt en andel, der kan bruges som brændsel.

Artiklen er en del af temaet Video & Billedserier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11