23948sdkhjf

Lemvig Biogasanlæg tvunget til at brænde overskudsproduktion af

Leverancerne fra Lemvig Biogasanlæg overskrider til tider Lemvig Varmeværks behov. Derfor går en del af biogasanlæggets produktion til spilde
Lemvig Biogasanlæg afbrænder overskudsproduktion svarende til fire procent af anlæggets årlige produktion. Det er fire gange højere end hvad Energistyrelsen anbefaler.

Spildet skyldes en strid med Lemvig Varmeværk om en gammel leveringsaftale.

Konflikt om levering kontra økonomi
På Lemvig Varmeværk anvendes biogas til at drive værkets gasmotor, som producerer varme og strøm. Men når den er på fuld kraft afviser varmeværket at bruge den overskydende gas i varmeværkets mindre effektive kedel. Der bruges i stedet træflis, som er billigere for varmeværket. Det er på trods af, at leveringsaftalen fra 1992 forpligter varmeværket til at anvende biogas i det omfang det er tilgængeligt.

- Det er for dyrt for os fyre med biogas. Der er simpelthen ikke økonomi i det, når vi ikke kan køre det igennem vores biogasmotor, forklarer bestyrelsesformand for Lemvig Varmeværk, Jens Gielsgaard, til Ingeniøren.

Jens Gielsgaard pointerer, at Lemvig Varmeværk har aftaget 50 procent mere end leveringsaftalen forpligtede dem til. Samtidig henviser han til, at leveringsaftalen forpligter begge parter til at udnytte biogassen på den økonomisk mest ansvarlige måde.

- Desuden har vi tilbudt at aftage al den gas, som de kan producere, men til en lavere pris. Det er nu to år siden, og vi har aldrig fået et skriftligt svar, siger Jens Gielsgaard, og fortsætter:

- Men dér siger vi så, at hvis vi har en aftale om fornuftig udnyttelse, så gælder den begge veje, og så må de lære at styre produktionen.

Langvarig strid
Striden mellem Lemvig Varmeværk og Lemvig Biogasanlæg har indtil videre kostet to til tre millioner i advokatregninger. I Lemvig Kommune irriterer konflikten.

- Det er ikke nogen lykkelig konstruktion, at biogas- og varmeselskaberne er skilt ad. Der er alt for stor risiko for, at de går hen og bliver modparter, siger teknisk direktør i Lemvig Kommune, Henrik Narud, som også slår fast, at problemet skal løses.

Varmeværket skyld i spildet
Ved Lemvig Biogasanlæg indrømmer man, at der ofte er spild fra biogasanlæg, og at dette i vidt omfang kan henføres til et begrænset antal aftagere. I den konkrete sag giver de dog varmeværket skylden for, at så meget biogas afbrændes unødvendigt.

Dog hæfter man sig ved, at varmeværket har lovet at øge brugen af biogas, efter de man fremsatte trussel om at trække politiet ind i sagen. Den udmelding giver også i kommunen håb om fremskridt i sagen.

- Jeg opfatter det som positivt for vores videre samarbejde, at de ikke melder krig på den dér, siger Henrik Narud.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078