23948sdkhjf

Dong-byggeri: Italiensk skandalefirma får kæmpe bøde for løndumping

Italienske Solesi, der stod bag en række skandalesager på Dong-byggeri, skal nu betale bod på 14 millioner kroner for grov underbetaling af udenlandske arbejdere.

Efter mere end tre års juridisk tovtrækkeri har Arbejdsretten nu afsagt dom over det italienske entreprenørfirma Solesi.

Italienerne skal betale en bod på 14 millioner kroner til 3F for omfattende underbetaling af gennemsnitligt 130 byggearbejdere, der arbejdede på Dong Energys (nu Ørsted) skandaleombruste udbygning af en olieterminal i Fredericia.

Det skriver Fagbladet 3F.

Byggeriet begyndte i 2013 og strakte sig over tre år. Sagen, som Arbejdsretten i dag har afsagt dom i, dækker over ni måneder i 2013 og 2014.

Næstformand i Byggegruppen i 3F Palle Bisgaard glæder sig over sagens udfald.

- Vi er ovenud tilfredse. Det ser ud til, at vi får medhold i stort set alle vores krav, og at Solesis påstande bliver fejet af banen.

- Vi kæmper for, at danske og udenlandske virksomheder skal ligestilles, og det underbygger den her sag. Det skal ikke kunne betale sig for en udenlandsk virksomhed at underbetale sine udenlandske arbejdere, når man kommer til Danmark, siger Palle Bisgaard, der nu vil nærlæse dommens 46 sider.

Den langstrakte og komplekse sag handler om, hvorvidt den overenskomst, som Solesi tiltrådte i december 2013, er gyldig, og om virksomheden har betalt korrekt løn til de udstationerede medarbejdere, der arbejdede på Dongs olieterminal.

Det afgørende omdrejningspunkt i sagen er Solesis manglende indbetalinger til pension og 3F’s feriekasse

I den såkaldte Laval-overenskomst er der et krav om, at udenlandske virksomheder skal indbetale et beløb til deres udstationerede medarbejdere, der gør det ud for de pensions- og feriepenge, en dansk arbejdsgiver skal betale sine medarbejdere.

3F har fastholdt, at Solesi brød overenskomsten ved ikke at indbetale tilstrækkeligt pensions- og feriepenge til sine udenlandske medarbejdere.

Solesi hævdede imidlertid, at de allerede indbetalte til sine italienske ansatte gennem italienske ferie- og penionsordninger.

Solesis dokumentation for de påståede indbetalinger var dog meget tvivlsom, hvilket 3F nu også har Arbejdsrettens ord for.

I dagens dom fastslås det også, at 1,4 mio. kroner, som Solesi allerede har indbetalt til 3F’s feriekasse, skal tilfalde medarbejdere, der arbejdede på olieterminalen i 2013-2014.

Solesis danske advokater, Karen Kaufmann fra Husen Advokater og Jacob Sand fra Gorissen Federspiel, havde krævet pengene tilbagebetalt til den italienske storentreprenør.

Arbejdsretten afviser også advokaternes påstand om, at 3F brugte ulovlig tvang for at få Solesi til at underskrive overenskomsten. Det var tværtimod bygherren Dong Energy og hovedentreprenøren på projektet, CB&I, der lagde pres på for at få det italienske firma til at tiltræde overenskomsten, mener Arbejdsretten.

Siden det italienske entreprenørfirma Solesi i 2013 begyndte at arbejde på Dongs storstilede udbygning af en olieterminal og i 2014 blev dømt for løndumping, har italienerne forsøgt sig med alle tænkelige midler for at løbe fra ansvaret.

Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar fra Solesis danske advokater, men det er ikke lykkedes.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078