23948sdkhjf

Dansk vindturbine skal producere varme

Wind Heat Silence står over for sin sidste test-periode.

Wind Heat Silence startede i 2008 - som navnet antyder - ud som en varmeproducerende vindturbine. I 2012 besluttede man dog at montere en generator i turbinen og gøre den strømproducerende.

Den udgave er man nu på nippet til at køre gennem de sidste tests inden kommercialisering – men vindturbinen kan meget vel gå hen at blive varmeproducerende igen. 

Det fortæller Carsten Ugelvig fra Nordic Wind, der sammen med Phønix Tag Energi, står bag udviklingen af turbinen.

En langtrukken affære
Den fire meter høje og tre meter brede vindturbine har været længe undervejs og er over årene blevet testet under mange forskellige vejrforhold.

- Alle de tests, man har lavet, har været lovende. Turbinen har været sat op på en mark, hvor den er testet. Men problemet er, at laver man forbedringer på turbinen, så skal der helst testes under de samme forhold en gang til. Det har trukket processen lidt i langdrag, fortæller Leo Elling Rasmussen fra Phønix Tag Energi og fortsætter:

- Det er sådan, at projektet med vindturbinen lever i bedste velgående, men det er ikke et produkt, der er salgsklart lige nu, siger han.

Test og så kommercialisering
Møllen, som altså har stået på en mark og hevet energi ud af de storme, der i årenes løb er fejet hen over landet, er nu taget inden for i varmen.

- Vi har haft nogle problemer med stabiliteten. Lige nu står på en maskinfabrik i Skanderborg, men vi forventer at køre test på den fra sidst i november og seks måneder frem, fortæller Carsten Ugelvig.

Lige præcis, hvor den skal testes, og hvor meget turbinen kan producere, kan Carsten Ugelvig ikke sige noget om.

- Jeg tør slet ikke fortælle, hvor meget ingeniørerne regner med turbinen kan producere. Men den skal nok flyttes til mere blæsbare områder. Den producerer bedre kystnært, end inde i landet, siger Carsten Ugelvig, der dog vil være tilfreds med en mindre produktion, end den ingeniørerne lover. 

Fra strøm til varme
I udgangspunktet skulle møllen være varmeproducerende, men det gik man altså væk fra helt tilbage i 2012, men den løsning er nu igen tilbage på tegnebrættet.

- Det kunne sagtens tænkes at den bliver varmeproducerende. Problemet for de små møller i dag er at producere ordentlig strøm. Man taber rigtig meget, når energien ryger gennem en inverter. Har man i stedet en mølle med dybkogerprincippet, hvor der kan laves varmt vand – Så er tanken altså ikke så fjern, siger Carsten Ugelvig.

Den udvikllingsmulighed tror Leo Elling Rasmussen også på, selvom det springende punkt for ham i øjeblikket er, at der kan skabes sikkerhed omkring økonomien i projektet. 

- Vi vil have en turbine, der kan klare sig på markedet uden støtte. Det betyder, at vi skal sikre en høj effektivitet og lave produktionsomkostninger. Det er det, vi arbejder på nu, siger Leo Elling Rasmussen

Kommercialisering
Den danskproducerede turbine er tænkt til at levere strøm til erhverv og ikke til private husstande - i hvert tilfælde ikke her hjemme.

- Fokus vil være på det danske marked – og så er der selvfølgelig et eksportmarked. Nogle steder, hvor man vil have en energikilde, der fungerer upåklageligt uden for meget service. Et uland, hvor man normalt bruger oliedrevne genratorer, der vil turbinen i kombination med en generator, et solcelleanlæg og et batteri være en oplagt løsning, siger Leo Elling Rasmussen.

Phønix Tag Energi og Nordic Wind, der er patentholder på Wind Heat Silence, håber på en kommercialisering af den el-producerende enhed i 2018.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078