23948sdkhjf

Penge til elmålere tages fra vækstpulje

SE’s ledelse bøjer sig for kritik fra elforbrugere i det tidligere Nyfors-område - men det har en pris.

Et oprør blandt store elforbrugere i det tidligere Nyfors-område får nu ledelsen i energiselskabet SE til at annullere en midlertidig forhøjelse af nettariffen.

Forhøjelsen skulle have finansieret udrulning af nye fjernaflæste elmålere, men den medførte en ekstraregning på op til flere hundredtusinde kroner for store elforbrugere, og derfor gjorde virksomheder og landmænd åbent oprør mod den.

Fredag meddelte SE’s bestyrelse så, at den har besluttet at annullere tarif-forhøjelsen.

- Det står klart, at den valgte opkrævningsmodel rammer en række nordjyske forbrugere med en uheldig effekt, lyder begrundelsen fra SE’s bestyrelsesformand Jens Erik Platz.

- Vi har lyttet til vores bagland og handlet, og jeg er tilfreds med, at vi er nået frem til en fornuftig løsning, tilføjer han.

I stedet vil SE’s bestyrelse tage pengene til elmålerne fra den såkaldte SE Vækstpulje Nyfors, der blev skabt ved fusionen mellem Nyfors og SE sidste år. Formålet med puljen var ellers at støtte lokale, almene projekter i Nyfors-området.

På SE’s repræsentantskabs næste møde i foråret 2018 vil bestyrelsen fremsætte forslag om, at puljen reduceres fra årligt 15 mio. kr. til årligt 10 mio. kr. over de kommende ni år.

Nettoresultatet vil være, at der tages 45 millioner kroner fra almene formål til at betale elmålerne.

Dermed "opretholdes balancen i fusionsgrundlaget", som SE’s adm. direktør Niels Duedahl formulerer det.

Bakker op
Formanden for SE Vækstpulje Nyfors, Brønderslevs viceborgmester Karsten Frederiksen, har denne kommentar:

- For mig er det vigtigt, at den samlede ånd i fusionsaftalen bliver overholdt. Derfor bakker jeg op om bestyrelsens løsning. De 105 millioner, der vil restere i den nordjyske vækstpulje, er stadig mange penge. Med de midler kan vi gøre meget godt for vores region.

Blandt elforbrugere i det tidligere Nyfors-område har der været en vedholdende kritik af fusionen med SE. Den kritik er Karsten Frederiksen ikke enig i.

- Vi er meget ligeværdige parter, og i Nordjylland skal vi glæde os over, at der over de næste fire år rulles fibernet ud til 90 procent af nordjyderne, siger han.

Det tidligere Nyfors-område dækker Jammerbugt Kommune og den vestlige del af Brønderslev kommune.

De kunder, der allerede har betalt den midlertidigt forhøjede nettarif (den rådte i kraft 1. juli) får deres penge igen i form af en reduktion i nettariffen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078