23948sdkhjf

Nu kan vandet igen drikkes på Sejerø

På Sejerø har borgerne rigtig længe oplevet problemer med saltindholdet i drikkevandet.

Allerede for 30 år siden forsøgte øens vandværker, at finde en langsigtet løsning for øens vandforsyning. Det mislykkedes. Siden da er der lavet adskillige forsøg på løse problemet, men alle løb ud i sandet.

- Det forhøjede saltindhold skyldes primært, at man har indvundet for kraftigt fra grundvandsboringer, der ligger tæt på havet. Det skaber en forøget saltvandsindtrængning i boringerne, fortæller teamleder Dennis Jørgensen fra Krüger, som har designet det nye procesanlæg.

Når der er for meget salt i vandet, bliver det nærmest udrikkeligt, og det lever ikke op til de danske standarder for vandkvalitet.

- Jeg har hørt, at DagligBrugsen på øen i mange år har været den forretning, der solgte mest vand på flasker, og at Sejerø-boerne kun har brugt vandet fra hanen til madlavning og sanitært, fortæller Dennis Jørgensen med et smil.

Kalundborg Forsyning tog over
Efter flere år med for højt saltindhold og det faktum, at de fire eksisterende vandværker var ved at nå en alder, hvor der var behov for vedligehold af bygninger og behandlingsanlæg, besluttede Kalundborg Forsyning sammen med Foreningen Sejerø Vandforsyning i 2015, at bygge et nyt fælles vandværk.

Med det nye vandværk er det slut med forhøjet saltindhold i drikkevandet.

Krüger, som har leveret procesanlægget til det nye vandværk, har nemlig udstyret vandværket med en membranteknologi, der fjerner en del af saltindholdet i vandet og gør det drikkeligt igen.

Hvordan fungerer det?
Det nye fælles vandværk fungerer som et almindeligt vandværk, der ved at ilte og filtrere vandet fjerner stoffer som jern, mangan og ammonium.

Det høje saltindhold fjernes ved at pumpe vandet gennem membranfiltre - et omvendt osmosesystem, der fjerner 99 procent af alle stoffer i vandet. Herved minder det om destilleret vand og mister de mineraler, som er med til at give en god smag.

- Det problem fortynder vi os ud af, da vi kun afsalter en del af vandet, og derefter blander det med ikke-afsaltet drikkevand. På den måde opnår vandet en god smag og vi overholder fortsat kvalitetskravene til drikkevand, fortæller Dennis Jørgensen.

Et alternativ her til ville være at afsalte alt vandet, men så skulle man til at tilsætte nye stoffer for at undgå at vandet bliver aggressivt - hvilket ville være en langt dyrere proces end den valgte.

Udover afsaltningsteknologien er det nye vandværk spækket med moderne vand-teknologi.

- På det nye vandværk ilter man i en beholder under tryk ved hjælp af Krügers oxydator-teknologi, før det filtreres i for- og eftertrykfiltre med dobbeltfiltrering. Herfra kommer det over i en stor vandbeholder og videre til RO-anlægget, hvor vandet sendes med højt tryk igennem membranfiltrene, der fjerner salt og stort set alle andre stoffer fra vandet. For at sikre en hygiejnisk barriere inden vi pumper ud til forbrugerne, har vi installeret et energivenligt lavtryks UV-anlæg fra Trojan, fortæller Dennis Jørgensen.

Kæmpe løft til øen
Kalundborg Forsyning har samtidig med oprustningen på vandværksfronten valgt at sætte ind andre steder på den lille ø med 400 fastboende forbrugere.

- Vi skifter også de ældste af vandledningerne og vi opsætter målere, så vi kan måle forbruget i sektionsbrønde rundt om på øen. Samtidig slår vi to fluer med et smæk, da vi samarbejder med Fibia, så de kan udrulle fibernet, når vi nu allerede er i gang. Det er en attraktiv løsning for et ø-samfund, siger Frits Klemmensen projektleder fra Kalundborg Forsyning. 

Vandværket på Sejerø er 345 kvadratmeter stort med en behandlingskapacitet op til 45.000 kubikmeter vand om året. Om sommeren er der et forbrug på op til 36 kubikmeter vand i timen, mens der er om vinteren er et forbrug på kun 2-5 kubikmetervand i timen.

Behandlingsanlægget er bygget op med to linjer, så driften bliver mere fleksibel overfor variationerne.

Anlægget blev indviet i slutningen af juni måned.

I videoen kan du se de to rentvandstanke til vandværket blive leveret i efteråret 2016

Artiklen er en del af temaet Video & Billedserier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.299