23948sdkhjf

60 tons kedler løftes gennem taget på varmeværk

Det københavnske dampnet, der har tjent byens varmekunder siden 1925, synger på sidste vers. Hofor er nemlig ved at skifte den skoldhede damp i fjernvarmenettet ud med varmt vand.

Omlægningen fra damp til varme kræver en ombygning af Lygten Varmecentral på Nørrebro.

- Vi udskifter tre store dampkedler med fire nye og mindre vandkedler, så værket kan levere stabil vandbaseret fjernvarme til københavnerne. De nuværende dampkedler er næsten 50 år gamle, og de nye kedler vil være langt bedre for miljøet, siger Charlotte Søndergren, der er afdelingsleder i forsyningsselskabet Hofor.

Kæmpe kraner og stor ingeniørkunst
De nye kedler, produceret af Danstoker, leveret af Varmodan er dog ikke helt små. De vejer hver 60 tons, der ca. svarer til 3 standardbusser med passagerer i. De er omkring 10 meter i længden og 5 meter i bredden og skal sænkes ned gennem taget.

Den opgave har Skaks Specialtransport påtaget sig. Og det er en opgave, der kræver at man holder tungen lige i munden.

Kedlerne skulle sænkes ned gennem taget på varmeværket. Her var det lykkedes at lave et hul mellem de bærende bjælker i værkets stålkontruktion - lige akkurat stort nok til at kedlerne, de store ventilationsskakte samt de mindre kraner, der skal flytte kedlerne på plads inde i bygningen, kunne hejes ned.

- Det kræver mange akkurate udregninger og stor præcision fra alle, der arbejder på projektet – lige fra dem, der tegner de første skitser til kranføreren, der løfter kedlerne ind - for det er bestemt ikke hver dag, man skifter så store kedler ud, siger Charlotte Søndergren.

Hospitaler må ikke stå uden varme
I sensommeren kommer turen til at renovere værkets 120 meter høje skorsten, så den kan bruges sammen med de nye kedler. Det vil kræve en af Danmarks højeste kraner og endnu mere stor ingeniørkunst.

Hele ombygningen varer til 2018, for først når tre af de i alt fire nye kedler er godt i brug, kan den sidste dampkedel fjernes.

- Vi bliver jo nødt til at sikre, at der hele tiden kan være drift fra varmecentralen, for vi kan jo ikke risikere, at Bispebjerg Hospital eller andre kunder står uden varme under den store ombygning,” fortæller Charlotte Søndergren.


Artiklen er en del af temaet Video & Billedserier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141