23948sdkhjf

Stor gevinst ved geotermisk varme

Varmt vand fra undergrunden i Jammerbugt Kommune kan være yderst fordelagtigt for kommunens fjernvarmekunder, viser ny rapport.
Såfremt varmeværkerne i Jammerbugt Kommune går sammen om at udnytte det varme vand i undergrunden, kan varmeprisen reduceres betydeligt. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport udarbejdet af Planenergi for Jammerbugt Kommune.

Den mest optimistiske beregning – dvs. hvis vandet er omkring 85 grader varmt – viser, at produktionsprisen kan komme ned på mellem 200 og 250 kr./MWh. Til sammenligning er produktionsprisen i dag mellem 350 og 400 kr./MWh fra et naturgasfyret kraftvarmeværk.

- Såvel samfundsøkonomisk som for den enkelte forbruger er der meget at spare, hvis kommunens varmeværker går sammen om at udnytte den geotermiske varme. Der synes at være rigtig gode forudsætninger for at realisere sådan et projekt, siger Per Alex Sørensen, Planenergi.

Det er Planenergi, der har lavet beregninger for en række scenarier, hvor geotermi helt eller delvist indgår i den kollektive varmeforsyning i Jammerbugt Kommune.

Million-investering tilbagebetalt på fem år
I store dele af Danmark er der naturligt varmt vand i sandstenslaget. Beregninger viser, at skal man hente varmt vand i en dybde på mere end 2500 meter, er det ikke økonomisk rentabelt at udnytte. Ved Haldager i Jammerbugt Kommune er der imidlertid vand, der er 85 grader varmt i en dybde af ca. 1500 meter, hvilket kan gøre det til en særdeles god forretning at udnytte den geotermiske varme.

Skal projektet realiseres, vil det kræve en samlet investering på 280 millioner kroner for boringer og et nyt transmissionsnet. Besparelsen i forhold til at fortsætte med varme fra naturgas, flis og biogas vil imidlertid være på 63 millioner kroner om året, så inden for fem år er investeringen betalt tilbage.

- Vi er meget interesseret i at gå videre med disse muligheder for at få en billig og miljøvenlig varme. Der er naturligvis en række spørgsmål, der skal afklares, inden vi sætter boret i jorden, men jeg er optimistisk, siger projektleder Bjarne Dahl, formand for Aabybro Fjernvarmes bestyrelse.

Han er desuden talsmand for den arbejdsgruppe, som en række varmeværker i Jammerbugt Kommune har nedsat for at arbejde videre med projektet.

En fælles løsning mest optimal
Rapporten fra Planenergi anbefaler generelt en fælles løsning, hvilket betyder, at de fleste af de nuværende 12 varmeværker i Jammerbugt Kommune skal forbindes.

Men der er også andre muligheder for at opnå en god gevinst, selv om kun visse værker forbindes, eller såfremt den geotermiske varme har en temperatur, der er lavere end de forventede 85 grader.

- Det er bl.a. det, der skal undersøges nærmere, før vi har et endeligt overblik over rentabiliteten i projektet og dermed fordelene for forbrugerne, siger Per Alex Sørensen.

Erfaringer med lignende projekter fra bl.a. Viborg og Thisted præsenteres på et møde om geotermi arrangeret af netværket Fleksenergi. Mødet finder sted den 24.marts 2010 på Scandic Aalborg.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.737