23948sdkhjf

Vestjysk kommune satser på PtX

Ringkøbing-Skjern Kommune har indgået en aftale med PlanEnergi om screening for egnede områder til opsætning af PtX-anlæg.

Ringkøbing-Skjern Kommune har netop vedtaget en ny klimapolitik, hvor et af energimålene er at satse på Power-to-X (PtX) for at lagre strømmen fra vedvarende energikilder.

- Vinden blæser, som den vil, og solen skinner som bekendt ikke altid - heller ikke i Ringkøbing-Skjern Kommune. Derfor vil der være huller i forsyningen, hvis vi udelukkende baserede vores energiforbrug på vedvarende energikilder som sol og vind. Omvendt ser vi, at møller står stille i blæsevejr, fordi efterspørgslen varierer, og strøm skal bruges i det øjeblik, den produceres. Derfor er vi som ansvarligt byråd interesserede i at bane vej for at afprøve teknologiske løsninger til lagring af strømmen - herunder ikke mindst PtX, siger borgmester Hans Østergaard (V).

Mere end selvforsynende

Han peger på, at kommunen, der tidligere på året blev udnævnt som Danmarks klimakommune nr. 1, producerer godt 10 procent af al den vindmølle-baserede strøm, der bruges i Danmark.

- Vi er allerede 150 procent selvforsynende med strøm fra vedvarende kilder, og vi er langt i forhold til elektrificeringen af fjernvarmen. Men når det gælder transport og industrien, skal vi i højere grad bruge vores vedvarende strøm lokalt, hvis vi skal nå målet om at være 100 procent selvforsynende med energi fra vedvarende kilder i 2024 og 100 procent fossilfrit område i 2040, forklarer Hans Østergaard.

Visionen

I visionen til Ringkøbing-Skjern Kommunes klimapolitik, der kan læses i dagsordenpunktet til byrådsmødet, står der: "I Ringkøbing-Skjern Kommune vil vi være klimarobuste, nedbringe vores CO2-udledning med 70 % i perioden 1990-2030, blive 100 % fossilfrit område i 2040 og opnå CO2-neutralitet i 2050."

Kilde: Ringkøbing-Skjern Kommune

Teknisk potentialekort

Ringkøbing-Skjern Kommune har netop indgået en aftale med det rådgivende ingeniørfirma PlanEnergi om en screening af kommunen for egnede områder til opsætning af et eller flere PtX-anlæg.

- Vi forventer ikke en konkret fysisk udpegning af et område, men derimod et teknisk potentialekort, hvor der er taget højde for, om der findes de tekniske installationer, der er nødvendige for et Power to X-anlæg, forklarer Henning Donslund, specialkonsulent i kommunens Klimasekretariat, og fortsætter:

- Med PtX kan vi omdanne strømmen fra vindmøller og solceller til brint og - hvis vi tilsætter den CO2, der for eksempel udledes fra biogasanlæg, kan vi omdanne brinten til metanol, som kan bruges i forbrændingsmotorer i for eksempel skibe og traktorer.

Et PtX-anlæg i forbindelse med et biogasanlæg vil derfor kunne udnytte den CO2, der er i overskud, når rå biogas opgraderes, før det sendes ud i naturgasnettet.

Herudover peger borgmester Hans Østergaard på, at et eller flere PtX-anlæg vil skabe arbejdspladser og erhvervsudvikling lokalt, ligesom der vil være mulighed for at udnytte sideeffekter som damp eller varme fra processerne i eksempelvis fjernvarmen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109