23948sdkhjf

Bornholms Forsyning sparer millioner på driften

Bornholms Forsyning har i 2009 sparet 2,5 millioner på blandt andet elforbruget ved selskabets værker og på punktafgifterne til staten.
Bornholms Forsyning A/S er kommet ud af 2009 med en besparelse på driftsudgifterne på 2,5 mio kroner. Besparelserne er hentet på udgifterne til IT, på elforbruget ved selskabets værker og på punktafgifterne til staten.

Driftsbesparelsen i Bornholms Forsyning bliver fulgt op af flere tiltag, der inden 2015 skal give selskabets forbrugere yderligere besparelser. Det skriver forsyningens formand viceborgmester Steen Colberg Jensen i en pressemeddelelse.

Besparelsen skyldes ikke mindst, at Bornholms Forsyning har en resultatlønsaftale med medarbejderne, og af de 2,5 mio kroner vil der blive udbetalt 375.000 kr. i resultatløn til dem.

IT-justeringer og reduktion af elforbruget
I driftsbesparelsen på de lige knap 2 ½ mio kroner, er der alene IT-området sparet mere end en kvart mio kroner. Besparelsen er fremkommet gennem en udskiftning af stationære PC'er til bærbare, der har resulteret i ændrede arbejdsmetoder. Desuden har Bornholms Forsyning foretaget en kritisk vurdering af leverancerne af selskabets IT-opkobling.

På elforbruget er besparelserne i 2009 endnu større. Her er sparet i alt 325.000 kroner. Den store besparelse skyldes ikke mindst, at medarbejderne i Bornholms Forsyning har gjort en særlig indsats for at finde og implementere nye og bedre arbejdsprocesser. Resultatlønsaftalen har også været motiverende for at skærpe opmærksomheden på, om anlæggene fungerer optimalt. Inden for vandforsyningen er de store besparelser især hentet ved at sikre, at vandet til forbrugerne hentes fra de vandværker, hvor pumperne skal køre mindst muligt.

Markant reduktion af punktafgifter
Den største besparelse på driften i Bornholms Forsyning er en markant reduktion af punktafgifterne til staten, som skyldes en ændret afregningsmetode. Hidtil er afgiften udregnet på baggrund af mængden af spildevand, der løber gennem rensningsanlæggene. Fra 1. januar i år beregnes afgiften i forhold til, hvor mange kubikmeter vand, forsyningen leverer til forbrugerne.

Alene i 2009 betyder det en besparelse på ½ million kroner, fordi der løber væsentlig mere spildevand gennem rensningsanlæggene, end der leveres vand ud til forbrugerne. Bornholms Forsyning har fået tilsagn om at få afgifterne reguleret tre år tilbage, og har derfor opnået en samlet besparelse på afgifterne på i alt 1,8 mio kroner.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.797