23948sdkhjf

Syv vindmøller skyder op ved Sprogø

Vestas Offshore A/S er nu gået i gang med at rejse de syv havvindmøller, som inden årets udgang skal snurre i havet nord for Sprogø.
Forud er gået knap to måneder med udgravninger og placering af de syv fundamenter. Nu er kabelarbejde og ballastering ligeledes nået så langt, at de 115 m. høje møller som kronen på værket kan hejses på plads.

Vindmøllerne er en vigtig del af Sund & Bælts klimastrategi og har til hensigt at intensivere koncernens indsats for klimaet.

- Som ansvarlig ejer af flere store infrastrukturanlæg yder vi med vindmøllerne et aktivt bidrag til styrkelsen af vedvarende energi i den danske energiforsyning. Helt konkret ønsker vi også med havmølleparken at vise vejen for, hvordan andre virksomheder vil kunne udnytte potentialet i brugen af vindenergi. Det er endvidere en vigtig forudsætning for at nå regeringens overordnede målsætning på området, siger Sund & Bælts adm. direktør Leo Larsen.

Når vindmøllerne står færdige til december vil projektet være gennemført på knap 1½ år, hvor den normale byggeperiode for tilsvarende projekter er på ca. 3 år.

De syv havvindmøller vil årligt producere 66 mio. kWh, svarende til det årlige forbrug i 16.000 husstande. Strømmen fra møllerne kompenserer for den CO2 udledning, der er ved produktion af strøm til drift af alle Sund og Bælts infrastrukturanlæg. Sund & Bælt bliver hermed et af de første infrastrukturselskaber i Danmark, hvis anlæg er CO2 neutrale.

Vestas Offshore A/S leverer de syv store møller, som tilsammen danner Sprogø Havmøllepark. Møllerne er 115 m. høje, med navhøjde på 70 m. og rotordiameter på 90 m. Hver mølle vejer 219 ton.

Kilde: Sund & Bælt

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078