23948sdkhjf

Nature Energy tager en runde mere

Nu skal der hentes dyreenheder.
Der har været presset godt på for at Nature Energy skulle kaste sig ud i endnu et biogaseventyr – denne gang i vestjyske Korskro nordøst for Esbjerg. Interessen fra landmændene i området har hele tiden været stor.

Men før sommerferien blev der sået usikkerhed om projektet, da man på daværende tidspunkt kun havde fået tilmeldt 17.000 dyreenheder. Hen over sommeren er der dog kommet lidt flere til, og adm. direktør hos Nature Energy Ole Hvelplund oplyser, at man nu er oppe på 18.000 dyreenheder.

Der er dog stadig langt op til de 32.000 dyreenheder, der skal til for at udløse første spadestik.

Derfor tager Nature Energy nu på tur blandt landmændene i Korskro og omegn.

- Vi er ved at finde de sidste enheder. Nu tager vi simpelthen en runde blandt landmændene for at høre hvad vi kan gøre, fortæller Ole Hvelplund.

- Der er masser af dyreenheder derude, men det er simpelthen fordi landmændene er hårdt pressede, at de ikke tilmelder sig. Der var stor opbakning til projektet fra start, men især kvægbønderne er pressede omkring investeringer, og de mærker ikke ret megen opbakning fra bankerne, og det skaber pessimisme, forklarer Ole Hvelplund.

Og det er altså den pessimisme Nature Energy mærker nu. Men Ole Hvelplund tror og håber på, at man får hevet dyreenhederne hjem inden VVM-redegørelsen udløber til november.

- Hvis vi ikke når det, kommer det til at tage endnu længere tid. Alene udarbejdelsen af en ny VVM-redegørelsen kan tage tre til seks måneder, siger han.

Så snart landmændene har givet deres tilsagn, står Nature Energy klar til at investere 250-300 mio. kr. i biogasanlægget, der forventeligt vil producere 20 mio. kubikmeter biogas om året.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109