23948sdkhjf

Ministre slår fast: El-station skal bygges i Bjæverskov

Højspændingsstationen til Kriegers Flak har endelig fundet sin placering. Energinet.dk og ministre bakker op.
Køge Byråd valgte i februar i år at gå imod staten og sige klart nej til at placere en stor transformerstation i Tolstrup Gårde ved landsbyen Ringsbjerg. Transformerstationen skal have forbindelse til havvindmølleparken Kriegers Flak, som lige nu er på tegnebrættet. Flertallet i Byrådet pegede i stedet på, at den skulle ligge i et erhvervsområde vest for Bjæverskov.

Det ønske har Energinet.dk nu bøjet sig for. De to ansvarlige ministre energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen har ligeledes besluttet at bakke op om placeringen af højspændingsstationen i industriområdet i Bjæverskov.

- Jeg er meget tilfreds med svaret fra de to ministre. Det her viser med al tydelighed, hvor vigtigt det er, at vi holder fast i det, vi mener er det rigtige for Køge Kommune. Det er helt centralt for lokaldemokratiet, at vi har reel mulighed for at vedtage de lokalplaner, der opnår flertal i byrådet. Derfor valgte vi også at sende et helt klart signal, og det har heldigvis vist sig at virke, fastslår Borgmester Flemming Christensen.

Tolstrup Gårde vs. Bjæverskov
Energinet.dk og Naturstyrelsen pegede tidligere på Tolstrup Gårde, som det mest velegnede sted til transformerstationen. Køge Byråd havde to lokalplanforslag for transformerstationen i offentlig høring i efteråret: ét med placering i Tolstrup Gårde og ét med placering i Bjæverskov. På byrådsmødet i februar blev kun Bjæverskov-forslaget vedtaget, og byrådet har siden afventet statens afgørelse.

Selvom Energinet.dk oprindeligt vurderede, at placeringen i Bjæverskov var dyrere og derfor pegede på Tolstrup Gårde, har Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets vurdering været, at omkostningerne er marginale i sammenhæng med det samlede projekt.

- Det kan godt være, at Tolstrup Gårde set fra et skrivebord i København er det bedste sted at placere transformerstationen. Men sådan ser det ikke ud i Køge. Derfor har vi også klart sat foden ned. Vi vil ganske enkelt ikke være med til at ødelægge et naturskønt område her i kommunen. Transformerstationer hører til i industriområder. Det har ministrene heldigvis lyttet til, siger formanden for Byrådets Teknik- og Miljøudvalg, Mette Jorsø.

Plangrundlaget klar
Ud over placeringen af højspædningsstationen i Bjæverskov er også plangrundlaget for Kriegers Flak klar.

Naturstyrelsen har netop givet VVM-tilladelse til anlæggene på land og Energinet.dk går nu i gang med planlægning af de kabler og stationer, der indgår i nettilslutningen af Kriegers Flak Havmøllepark.

- Sammen med de lodsejere, der kommer til at lægge jord til landkabler, skal vi nu have fastlagt den nøjagtige kabelrute for landkabler mellem Rødvig på Stevns, hvor søkablet kommer i land, og til højspændingsstationerne i henholdsvis Ishøj og Bjæverskov, siger chefprojektleder Jens Christian Hygebjerg, Energinet.dk.

Byggeriet af anlægget går i gang i foråret 2016. Det skal være klar til at transportere strøm fra havmølleparken i land 31. december 2018.


Artiklen er en del af temaet Kriegers Flak.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125