23948sdkhjf

Nyt milliardtilskud skal skal forbedre SMV'ernes konkurrence

909 millioner fordelt på 94 projekter skal udvikle teknologi til dansk erhvervsliv. Det er helt afgørende for os, at have adgang til rådgivningen, lyder det fra en af de virksomheder, der allerede har glæde af initiativerne.
94 nye aktiviteter med fokus på at få teknologi i anvendelse i dansk erhvervsliv er netop sat i gang på de otte GTS-institutter, der er modtagere af de 909 millioner.

Aktiviteterne vil sikre, at danske virksomheder også i fremtiden har adgang til teknologiske kompetencer på GTS-institutterne, som bringer virksomhederne et skridt foran konkurrenterne. Aktiviteterne er finansieret af Styrelsen for Forskning og Innovation.

Den internationale konkurrence er benhård, og teknologier bliver udviklet i et stadig stigende tempo overalt i verden. Der er brug for, at Danmark ruster sig i dette kapløb. En af metoderne er de otte danske GTS-institutter, der tilsammen udgør et netværk af teknologier og testfaciliteter, som er til rådighed for dansk erhvervsliv.

Styrelsen for Forskning og Innovation har netop uddelt 909 millioner kroner til 94 aktiviteter, som GTS-institutterne skal arbejde med de kommende tre år (2016-2018). Formålet er, at give dansk erhvervsliv de bedste muligheder for at udvikle nye produkter og processer, som skaber vækst og arbejdspladser.

Aktiviteterne spænder bredt og omhandler bl.a. klimatilpasning og miljøteknologi; nye materialer; 3D printet byggeri; cirkulær ressourceøkonomi; brandsikkerhed; fødevaresikkerhed; udvikling af ny medicin; smarte produkter og servitization.

Direktør i GTS-foreningen, Ragnar Heldt Nielsen, har store forventninger til de 94 aktiviteter:

- Teknologi skaber innovation og vækst i dansk erhvervsliv, men den teknologiske udvikling udvikler sig lynhurtigt i hele verden. Derfor er det en udfordring for mange ikke mindst små og mellemstore danske virksomheder at følge med i udviklingen og implementere relevante teknologier, siger direktør i GTS-foreningen, Ragnar Heldt Nielsen.

- De 94 nye aktiviteter betyder, at GTS-institutterne kan tage ansvar og løfte denne opgave på vegne af en bred gruppe af virksomheder. Med udgangspunkt i aktiviteterne er det muligt at opbygge teknologiske ydelser og stille dem bredt til rådighed. For GTS-institutterne er det helt afgørende, at aktiviteterne bliver til gavn for mange virksomheder i hele landet, lover Ragnar Heldt Nielsen.

Viden giver produktudvikling
En af dem, der har haft gavn af at samarbejde med flere GTS-institutter, er den mindre virksomhed ReMoni beliggende i Østbirk. ReMoni udvikler små sensorer, der bliver klikket rundt om kabler og rør for at overvåge vand, varme og strøm.

ReMoni har bl.a. haft glæde af DELTA’s kompetencer inden for Energy Harvesting. Kompetencerne har GTS-instituttet udviklet med hjælp fra en resultatkontrakt i perioden 2013-2015. Aktiviteten fortsætter de kommende tre år i aktiviteten ”Batteriløs og Selvforsynende Elektronik”.

- For ReMoni har det stor betydning, at DELTA fortsat kan udvikle sine kompetencer inden for Energy Harvesting. Det betyder, at de også fremadrettet kan give os den nødvendige sparring, når det drejer sig om produktudvikling. For en mindre, dansk opstartsvirksomhed som vores, har det været helt afgørende at have adgang til DELTAs klassiske GTS-opgaver: Deres viden og kompetencer inden for elektronik, gør dem til en relevant rådgivningspartner på et område, hvor de er på forkant - og muligheden for at teste produkter og få en uafhængig verificering af dem har også stor betydning for os, siger Bo Eskerod Madsen, direktør i ReMoni.

Spildvarme bliver til elektricitet
Et anden virksomhed, der har haft glæde af et GTS-instituts teknologiske kompetencer er den mindre virksomhed TEGnology fra Hedensted. For virksomheden var opgaven at finde frem til et materiale, som kan omdanne spildvarme til elektricitet. Det var muligt at undgå det store spild af overskudsvarme fra eksempelvis udstødning på biler, kedler og motorer ved at modne et nyt termoelektrisk materiale, der kan omdanne varme direkte til elektricitet.

- Takket være Tribologicentret på Teknologisk Institut er det blevet muligt at accelerere pilotproduktionen. Som en lille virksomhed har vi ikke selv adgang til det avancerede udstyr, der kræves for at kunne produktionsmodne det nye materiale, siger direktør Paul Nicholas Egginton fra TEGnology.

Det nye materiale er opfundet og patenteret, og opgaven for TEGnology var at få materialet gjort praktisk anvendeligt til industriel produktion og ikke mindst funktionelle termoelektriske moduler.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078