23948sdkhjf

Forsyningsfusion på Sjælland en realitet

Vand, varme og viden skal flyde på tværs af kommunegrænser, når forsyningsselskaberne i Holbæk, Lejre og Roskilde bliver slået sammen til ét fælles selskab den 1. januar 2016.
Vandet er det samme. Men når borgerne i Holbæk, Lejre og Roskilde åbner for hanen 1. januar, bliver det ikke længere med deres lokale forsyningsselskab som afsender. Byrådene i de tre kommuner har nemlig besluttet at slå deres lokale forsyninger sammen i ét stort fælles forsyningsselskab. Selskabet, bliver en realitet 1. januar 2016.

Det fælles forsyningsselskab overtager de nuværende lokale selskabers opgaver. Det betyder, at det kommer til at håndtere vand og spildevand i alle tre kommuner. I Roskilde og Holbæk bliver det også ansvarlig for levering af fjernvarme. I Holbæk kommer selskabet desuden til at indsamle affald.

Følger udviklingen
Sammenlægningen er en del af en generel udvikling, hvor kommunalt ejede forsyningsselskaber indgår større eller mindre grader af samarbejde på tværs af kommunegrænser for at leve op til øgede krav til både kvalitet og effektiviseringer, som følger af blandt andet vandsektorloven.

- Formålet med at gå sammen er at få et forsyningsselskab, der i højere grad end i dag kan bidrage til den lokale erhvervsudvikling samt udviklingen inden for klima- og miljø. Samtidig skal selskabet effektivisere driften, så vi så vidt muligt undgår prisstigninger på grund af øgede myndighedskrav, forklarer borgmester i Holbæk Kommune, Søren Kjærsgaard (V).

Selvom de tre forsyninger nu bliver slået sammen, har de tre byråd stadig stor indflydelse på, hvordan forsyningsaktiviteterne i deres respektive kommune udvikler sig.

- I den samarbejdsmodel vi har valgt, styrer vi som kommuner for eksempel stadig taksterne inden for vores kommunegrænse, og vi kan fastsætte miljøkrav, som det fælles selskab skal overholde. Samtidig får vi alle stordriftsfordelene ved at have et stort fælles selskab. Derfor er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at samarbejde er vejen frem, siger Mette Touborg (F), som er borgmester i Lejre Kommune. Hun ønsker også at lade andre kommuner indgå i det sjællandske forsyningssamarbejde.

Gevinster på små 50 millioner årligt
Når det fælles sjællandske selskab efter et par år er kommet godt fra start, er forventningen, at det kommer til at kunne opnå gevinster på små 50 millioner kroner om året. Til sammenligning får det fælles selskab en omsætning på knap 750 millioner kroner årligt. Gevinsterne kan for eksempel bruges til at yde en højere service, foretage nye investeringer eller fastholde/sænke taksterne for borgere og virksomheder.

- De opgaver som de lokale forsyninger løser er helt afgørende for, at virksomhederne kan fungere, og at borgerne kan leve en almindelig hverdag. Nu skal vi gerne have tilføjet en ekstra dimension, så det fælles forsyningsselskab kan bidrage endnu mere til kommunernes udvikling og vækst end i dag, forklarer borgmester i Roskilde Kommune Joy Mogensen (A).

Det nye sjællandske forsyningsselskab får cirka 190 ansatte.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093