23948sdkhjf

Wave Star får flyder i højstyrkebeton

- Er kun begyndelsen - på sigt skal indtil flere komponenter til bølgeenergianlægget Wavestar fremstilles i højstyrkebeton.
Tidligere er et konsortium bestående af Hi-Con, Wave Star og Aalborg Universitet blevet tildelt 2,7 mio. kr. i PSO-midler fra Energinet.dk til bølgeenergiprojektet Float. Nu har man atter modtaget en sjat penge – nærmere betegnet 600.000 kr. i en tillægsbevilling.

- I første omgang gik projektet ud på at designe, producere og afprøve en flyder i højstyrkebeton til Wave Stars testmaskine, men på lidt længere sigt er planen også at se på muligheden for at producere andre komponenter til Wave Star – og andre bølgemaskiner – i højstyrkebeton, fortæller Bendt Aarup, R&D Manager hos Hi-Con til Energy Supply og tilføjer:

- Ideen er at udnytte, at fiberarmeret højstyrkebeton har en fornuftig trækstyrke og duktilitet samt klarer sig rigtig godt med hensyn til udmattelse og med hensyn til eksponering i det meget aggressive miljø, der er på havet.

Opgavefordelingen er klar
Parterne i konsortiet har hver sine opgaver i forbindelse med projektet. Hi-Con er projektleder og står for produktion af flyderen – og herunder en optimering af materialedesignet.

Aalborg Universitet har en række forskellige opgaver, hvor Jens Peter Kofoed er ansvarlig for arbejdet med lastbestemmelse og målinger, når flyderen skal monteres på testmaskinen, mens Lars Damkilde er ansvarlig for design af flyderen – hvilket foregår i Esbjerg – samt materialeprøvningen.

Wave Star står for montering af flyderen på testmaskinen samt selve afprøvningen. Desuden bistår de med designet af flyderen og samler trådene – blandt andet med henblik på kommercialisering.

Kommercielt sigte
Og netop kommercialisering er årsagen til at konsortiet har søgt og fået tillægsbevillingen på 600.000 kr.

Flyderens oprindelige design har nemlig vist sig at komme til kort, og derfor har man set sig nødsaget til at øge flyderens diameter fra fem til seks meter.

- Den simple forklaring på det er, at jo større flyderen er, jo mere energi kan du få ud af bølgerne. Ved at gøre flyderne større, øges energioptaget meget, mens anlægsomkostningerne ikke øges i samme grad. I et lidt længere svar hænger flyderens størrelse også sammen med de bølgehøjder, man forventer på sit site – og jo større flyderen er, jo større påvirkning vil der være på den og din konstruktion, der altså skal kunne holde til mere, forklarer Bendt Aarup om arbejdet med redesignet.

Et arbejde folkene hos AAU i øjeblikket er travlt beskæftiget med.

Produktion & ny testsite
Efter planen skal den nye flyder produceres efter sommerferien og installeres på Wave Stars testmaskine, der dog er i land til renovering i øjeblikket. Derfor er et nyt test-site heller ikke udpeget endnu.

- Men det forventes, at maskinen skal installeres på et site i løbet af foråret 2016 – med tre flydere i glasfiber samt en enkelt i fiberarmeret højstyrkebeton. Herefter er der en periode, hvor der skal foretages målinger, hvorefter resultaterne kan præsenteres til sidst i projektet – hen omkring januar 2017, fortæller Bendt Aarup, der har store forventninger til flyderen i højstyrkebeton.

- Den forventes at have en lang levetid uden vedligehold. Og så kan den produceres hurtigt og forholdsvist billigt. Der er en forventning om at en flyder i beton kun vil koste 25-30% af hvad en flyder i glasfiber vil koste, og da der skal monteres 20 store flydere på en færdig Wave Star maskine, vil det betyde en væsentlig besparelse, slutter han.

Artiklen er en del af temaet Bølgeenergi.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.533