23948sdkhjf

Forskere vil ændre europæernes energiforbrug

Aarhus Universitet skal i de kommende år stå i spidsen for et stort europæisk energiforskningsprojekt og kortlægge mønstre i private forbrugeres energiadfærd. Målet er at gøre europæerne bedre til at bruge strømmen, når der er rigeligt af den.
Elektricitet fra vedvarende kilder som sol og vind fylder i dag så meget, at vi langt fra får brugt den energi, vi samlet set har til rådighed i vores energisystem.

Overproduktionen af elektricitet opstår, fordi vi altid skal have kapacitet til at dække den mest ekstreme efterspørgsel, og det er i dag en af nutidens allerstørste klimateknologiske udfordringer, forklarer Rune Hylsberg Jacobsen, lektor ved Aarhus Universitet:

- Vi har en historisk stor overproduktion af elektricitet, som vi ikke formår at udnytte på en måde, der er miljømæssig eller samfundsøkonomisk optimal. Hvis vi skal nå i mål med vores klimavisioner i Europa, er det helt afgørende, at vi får skabt en bedre balance mellem vores elforbrug og vores elproduktion fra vedvarende energikilder.

Som vinden blæser
Igennem især det seneste årti er vi blevet langt bedre til at udnytte energi fra sol og vind. Det har en lang række miljømæssige fordele, men samtidig den ulempe, at det er blevet markant sværere at planlægge vores samlede produktion af strøm.

Elektricitet skal bruges med det samme, den er tilgængelig, og siden det nu engang ikke står i forskernes magt at lave om på vind og vejr, så vil de nu forsøge at lave om på Europæernes forbrug:

- Sol- og vindenergi er fluktuerende, og jo mere af det, vi har til rådighed i vores energisystem, jo sværere er det at planlægge og styre vores produktion. For det enkelte land eller område betyder det, at der meget ofte er et overskud af el-produktion, som enten må gå til spilde eller må eksporteres til priser, der kan være lavere end produktionsomkostningerne. Hvis vi vil reducere udledningen af drivhusgasser, så er vi nødt til at begynde at interessere os for, hvordan vi kan få mennesker til at bruge energien, når den er tilgængelig fra vedvarende energikilder, siger Rune Hylsberg Jacobsen.

Europæernes energiforbrug under lup
Det er baggrunden for det europæiske forskningsprojekt, hvor Rune Hylsberg Jacobsen og hans udenlandske forskerkollegaer i de kommende år skal nærstudere privatforbrugernes energiadfærd og finde nye muligheder for at balancere elforbruget med el-produktionen fra en fluktuerende energiforsyning.

- Grundlæggende set handler det om, at vi skal have en bedre forståelse af forbrugerne og deres behov. Vi skal skaffe os detaljeret viden om hvornår, hvor meget og hvordan energi bliver brugt i husstandene og på hvilken måde, vi kan påvirke forbrugsadfærden. Kan vi fx flytte elforbruget til de tidspunkter af døgnet, hvor den er mest tilgængelig og dermed også billigst? Hvor meget kan det lade sig gøre at flytte? Og hvad skal der til for at motivere den enkelte familie til nye vaner?

Forskerne skal blandt andet udvikle et informationsteknologisk system, som skal installeres i 200 europæiske husstande. Her skal de opsamle forbrugsdata og samkøre det med oplysninger om både den øjeblikkelige og forventede el-produktion.

- Det bliver et af de hidtil mest detaljerede studier, hvor vi i princippet kan monitorere forbruget for hver eneste stikkontakt i de enkelte hjem. Potentialet er meget stort. Hvis vi lykkes med at skabe en løsning, som rent faktisk kan flytte noget af forbruget uden gener for forbrugeren, så kan det på europæisk plan give enorme besparelser i det samlede CO2-regnskab,” siger Rune Hylsberg Jacobsen.

Dyre vaner skal ændres
Det nuværende energisystem i Europa, hvor vi altid kører på fuld kapacitet, kan blive en dyr fornøjelse, hvis vi ser blot få år ud i fremtiden, hvor vores energiforbrug forventes at øges.

- Hvis vi skal forsyne Europa med energi efter samme model, som vi gør det i dag, så må vi gennemføre en omkostningstung udbygning af infrastruktur. Det er derfor, vi gerne vil finde en alternativ løsning, der kan ændre på vores energivaner. Og her spiller teknologi en vigtig rolle, siger Rune Hylsberg Jacobsen

Forskerne forventer, at de om tre år har en færdig prototype på et informationsteknologisk system, der kan påvirke den private forbruger til at flytte sit energiforbrug til tidspunkter, hvor energien er mest tilgængelig.

- Vi kommer til at få en unik indsigt i, hvorfor folk bruger el, som de gør, og hvor det betaler sig at ændre deres praksis. Meget af det kommer til at foregå helt automatisk. Måske sættes din vaskemaskine i gang, når elektriciteten er billigst. Når du tænder for din ovn, så informeres du måske først om, at elektriciteten nu er dyr, og du måske spurgt, om du vil vente en time, hvor elprisen forventes at være lavere. Det handler i virkeligheden om at identificere de mange bække små, der kan blive til en stor å, når man tæller husstande i Europa, siger Rune Hylsberg Jacobsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095