23948sdkhjf

Nyt projekt skal booste den grønne gasproduktion

Et nyt EUDP-projekt skal øge gasproduktionen fra biogas- og renseanlæg med op til 20 procent
Energiteknologisk Udviklings og Demonstrations Program har givet støtte til udviklingen af et avanceret styringsværktøj, som ved hjælp af online overvågning af biogas- og rådnetanke optimerer biogasproduktionen ved anaerob udrådning af biomassen, herunder gylle, slam og anden biomasse.

Projektet, som udføres i et samarbejde mellem Herning Vand, Maabjerg BioEnergy, Aarhus Universitet, GasCon og EnviDan A/S, er et fuldskala-projekt, og det første af sin art i Danmark. Det oplyser EnviDan.

Formålet med udviklings- og demonstrationsprojektet er at udvikle et værktøj – AnaStyr – til overvågning, optimering og styring af biogasproduktionen ved anaerob udrådning af biomasse. Med AnaStyr bliver det muligt at optimere gasudbyttet fra gylle, slam og anden biomasse, uden at øge energiforbruget til drift af reaktoren. AnaStyr er baseret på online overvågning af udrådningsprocessen samt procesanalyser. På baggrund af aktuelle måleværdier, der beskriver de nuværende konditioner i reaktoren, sendes feedback, tilbage til SRO'en, og giver mulighed for løbende justering og optimering af processen i tanken. Tilbagemeldingen fra reaktoren kan således bruges til at give direkte feedback til pumper etc. eller benyttes som udgangspunkt for driftspersonalet til at foretage en objektiv vurdering af tilstanden i reaktoren. Det forklarer EnviDan i en pressemeddelelse.

Ingen eller minimal overvågning
Situationen på de danske renseanlæg i dag, er at omfanget af procesovervågning og styring af rådnetankene varierer meget, og der er derfor i høj grad plads til forbedring. Derfor giver det ifølge EnviDan rigtig god mening at implementere AnaStyr.

På renseanlægget vil AnaStyr optimere driften af rådnetanken og sikre en løbende procesoptimering, hvilket i sidste ende kan øge kapaciteten på tanken og give et bedre gasudbytte. Derudover er der ifølge EnviDan nogle helt oplagte fordele ved at gennemføre projektet i et samarbejde på tværs af biogas- og renseanlægssektoren, idet der her arbejdes med samme parametre i driftsovervågningen af biogasproduktion, og der opleves samme driftsproblemer. Der kan derfor opnås en stor synergieffekt ved at facilitere udveksling af praktisk driftserfaring fra de to brancher.

Et boost til biogassektoren
Flere danske biogasanlæg har i dag svært ved at opretholde en rentabel drift, hvilket blandt andet er begrundet i at en stor andel af den anvendte biomasse er husdyrgødning med et relativt lavt indhold af tørstof, og dermed et lavere biogaspotentiale. Når det for hovedparten af de danske biogasanlæg alligevel er muligt at opnå en rentabel økonomisk drift, skyldes det, at de modtager op til 25 % industrielle biprodukter med højere gasudbytte, samt i stigende grad andre typer biomasse med højt tørstofindhold.

Regeringen har imidlertid et ønske om, at der fremadrettet skal ske biologisk forgasning af en høj andel af husdyrgødningen i Danmark, og det er derfor nødvendigt at få så højt gasudbytte som muligt fra den tilførte biomasse.

Ved en forbedret styring i relation til biogasanlæggene vil det ifølge folkene bag projektet være muligt at dokumentere over for landmændene, der leverer husdyrgødningen, at det materiale, de får returneret fra biogasanlægget, har samme eller højere tørstof og gødningsværdi, end det, de leverede, hvilket er et incitament, som forventes at kunne motivere de danske landmænd til at levere gylle til biogasanlæggene.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063