Debat: CO2-fangst på affaldsenergi er nøglen til klimamål

Dette indlæg er en skrevet af en ekstern skribent. Indholdet i artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

CO2-fangst på affaldsenergianlæg er et af de mest oplagte virkemidler til at nå Danmarks klimamål frem mod såvel 2030 som 2035. 

For restaffald findes der ikke et “nuludledningsalternativ”: 

Selv med mere forebyggelse, genbrug og genanvendelse, vil der fortsat være restfraktioner, som bedst håndteres gennem energiudnyttelse – og det giver CO2-emissioner. Netop derfor er interessen for CO2-fangst stor i sektoren. 

Det blev tydeligt, da hele 7 ud de 10 projekter, der var prækvalificeret til statens CCS-udbud, var på affaldsenergianlæg.

Siden er billedet desværre krakeleret. Affaldsenergiprojekterne har valgt ikke at afgive endelige bud, og i skrivende stund er der kun et enkelt projekt tilbage – et projekt fra cementindustrien, som i øvrigt allerede har modtaget EU-støtte. 

Det skyldes ikke manglende vilje, men at den samlede risiko fortsat er for høj. Usikre rammevilkår, uklare langsigtede spilleregler samt høje finansierings- og garantikrav har gjort det vanskeligt for kommunalt ejede affaldsselskaber at fastholde deres bud.

Når udbuddet ender med kun én byder, forventer vi, at der vil stå midler tilbage i puljen. Og det bør give anledning til at handle hurtigt: interessen i affaldsenergisektoren er fortsat stor, og anlæggene har allerede investeret betydelige ressourcer i at modne projekter og opbygge erfaringer, som det giver mening at bygge videre på i et opfølgende spor – men med rammevilkår, der sikrer, at projekterne kan realiseres i praksis.

Myndighederne – ikke mindst Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet – har de seneste år arbejdet for mere robuste rammevilkår for CO2-fangst og også løbende ændret vilkårene i den aktuelle udbudsrunde, hvilket vi anerkender og sætter stor pris på. 

Det er også positivt, at CO2-fangst på affaldsenergianlæg bredt anerkendes som et nødvendigt virkemiddel for at nå klimamålene. 

Men det ændrer ikke ved, at risikoen i dag i alt for høj grad placeres hos kommunale selskaber, hvor man i praksis beder lokale borgere hæfte for milliardinvesteringer og tage risiko for hele værdikæden – herunder også selve transporten og lagring af CO2 i undergrunden.

Lagring er flaskehalsen – og kræver mere statsligt ansvar

Især risikoen vedrørende lagring er en stor barriere. Kommunernes affaldsselskaber kan ikke alene bære milliardrisikoen i en ny, uprøvet værdikæde. 

Hvis CO2-fangst skal realiseres i stor skala, kræver det derfor, at staten tager mere ansvar og en større del af risikoen – især for transport og lagring – og sikrer klare og langsigtede rammebetingelser. 

Fangstanlæg kan ikke investere, hvis de ikke kan have tillid til, at der er sikker og forudsigelig adgang til transport og lagring. 

Det er et skridt på vejen, at den første godkendelse til lagring af CO2 i Nordsøen nu er udstedt – men det er langtfra nok. Tilladelsen gælder kun 2,4 mio. ton CO2 over en 30-årig periode. Det tilbageværende bud fra Aalborg Portland til CCS-puljen stræber efter at indfange 1,5 mio. tons CO2 – om året!

Naturgasnettet (og andre store, nationale energiinfrastrukturprojekter for den sags skyld) er en nyttig historisk parallel: Statsligt ansvar og risikodeling kan accelerere udrulningen af fælles infrastruktur. Modellen kan nok ikke kopieres én til én, men der er inspiration at hente.

Derfor håber vi i Brancheforeningen Cirkulær, at myndighederne vil følge op med nye initiativer, når det igangværende udbud er afsluttet. Potentialet i sektoren er fortsat stort, og det bør forfølges.

Affaldsenergi er en miljøopgave – og Europa har et deponiproblem

Det giver nemlig god mening både at opretholde en fornuftig affaldsenergikapacitet i Danmark – og samtidig få CO2-fangst realiseret. Affaldsenergi er først og fremmest en miljø- og samfundsopgave: sikker og effektiv behandling af det affald, vi ikke kan forebygge, genbruge eller genanvende. Alternativt ender affaldet på lossepladser, hvor det udleder betydelige mængder metan, som er mindst 20 gange mere klimaskadeligt end CO₂.

Hvert år smides omkring 50 mio. ton husholdningsaffald på lossepladser i EU. Alene Spanien deponerer omtrent lige så meget husholdningsaffald, som hele Danmark producerer – inkl. affald fra virksomheder og byggeri, nemlig ca. 12 mio. tons. Selv hvis EU’s mål om maksimalt 10 pct. deponering og mindst 65 pct. genanvendelse nås i 2035, vil der fortsat være op mod 25 pct. restaffald tilbage, som skal håndteres på anden vis. Og da målene kun omfatter affald fra husholdninger og servicesektoren – men ikke affald fra industri, byggeri og landbrug – er de reelle mængder restaffald endnu større.

Derfor vil Europa også fremover have betydelige mængder restaffald, der skal håndteres forsvarligt – uanset hvor meget vi øger forebyggelse, genbrug og genanvendelse, hvilket i øvrigt er helt afgørende. Her giver affaldsenergi med CO2-fangst særlig god mening sammenlignet med mange andre sektorer: For f.eks. biomasse findes der oftest bedre alternativer end forbrænding. For restaffald gør der ikke.

Affaldsenergi leverer både fossil og biogen CO2. Derfor kan den i et teknologineutralt udbud blive “straffet” to steder: Den har ikke de samme store, rene fossile reduktioner som industrien – og heller ikke den næsten rene biogene profil som biomasse. Det bør et forhåbentligt kommende udbud af CCS-støtte kompensere for.

For klimaets skyld: Brug kapaciteten

Vi mener også, at man politisk bør anerkende, at et eventuelt overskud af dansk kapacitet bruges til at afhjælpe det europæiske miljø- og klimaproblem med affald på lossepladser – selvom Danmark kan være ligeglad med klimapåvirkningen ved deponier i andre lande, da det ikke tælles med i det danske klimaregnskab. Så selvom Danmark har velfungerende affaldsenergianlæg og Europa har et massivt deponiproblem, har det været politisk svært at ønske at “bruge kapaciteten”, selv når det samlet set er bedre for klimaet.

Med CO₂-fangst ændrer billedet sig dog: Affaldsenergi kan levere en dobbelt klimagevinst frem mod 2035: negative emissioner til gavn for det danske klimaregnskab, samtidig med at den i perioder med ledig kapacitet kan reducere klimaskadelige udledninger i Europa ved mindre deponi og lavere metan-udledning.

Dertil kommer, at Klimafremskrivning 2025 bygger på en forudsætning om reduceret dansk forbrændingskapacitet og peger på, at kapaciteten om relativt få år kan blive knap, hvilket vil betyde eksport af dansk restaffald. Det er unødigt dyrt, da behandlingen af restaffald koster penge.

Derfor er konklusionen klar: Danmark bør fuldt udnytte den affaldsenergikapacitet, vi allerede har – ikke lukke den ned – og samtidig massivt understøtte, at der kan bygges CO2-fangst på disse.