Klumme: Grøn trepart kan styrke den danske biogasproduktion
Dette indlæg er en skrevet af en af Energy Supplys klummeskribenter. Indholdet i artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
De danske biogasanlæg står til at få en nøglerolle i gennemførelsen af trepartsaftalen, der omfatter en CO2-afgift på landbrugets udledning af drivhusgasser samt en stor arealomlægning med det formål at reducere belastningen af vandmiljøet med næringsstoffer.
Især er der i øjeblikket fokus på, at omlægning af dyrkede lavbudsarealer til græs rummer et stort potentiale for hurtigt at nå en række af de politiske målsætninger, der ligger i trepartsaftalen.
Græs har den helt grundlæggende fordel, at det vokser en meget stor del af året. Derfor er græs effektivt til at opsamle næringsstoffer, der udvaskes til lavbundsjorderne fra de højere liggende marker.
Græs kan levere på flere mål
En øget produktion af græs på lavbundsjord vil dermed hurtigt kunne levere på ambitionerne i trepartsaftalen om at forbedre vandmiljøet. Græsset med de opsamlede næringsstoffer kan tilføres et biogasanlæg, hvorfra næringsstofferne kan omdannes til gødning og recirkuleres til de højereliggende marker, hvor der for eksempel dyrkes korn eller andre fødevarer. I samme proces bliver græssets energiindhold til grøn biogas, der reducerer behovet for fossile brændstoffer.
Trepartsaftalen omfatter ligeledes ambitionen om at fordoble det økologiske landbrugsareal i Danmark. Og økologerne har behov for at dyrke kløvergræs og omdanne kløvergræsset til gødning i et biogasanlæg, så gødningen kan omfordeles til de marker, der har behov for det. Ifølge Innovationscenter for Økologisk Landbrug er denne proces helt essentiel i forhold til at skaffe de næringsstoffer, der er nødvendige for, at økologerne kan fordoble landbrugsarealet. Også dette vil bane vej for et øget udbud af danskproduceret, grøn biogas.
Øget afgasning af husdyrgødning
Et centralt element i den grønne trepart er CO2-afgiften på landbrugets biologiske udledninger. En del af aftalen går på, at husdyrproducenterne kan slippe for at betale CO2-afgift af klimagasudledningen fra husdyrgødning, hvis denne bliver afgasset i biogasanlæg.
I dag afgasses cirka 35 procent af den danske husdyrgødning, og det er en klar forventning, at CO2-afgiften vil være et vigtigt incitament for et stigende antal landmænd til at få afgasset deres husdyrgødning i et biogasanlæg.
Ifølge en undersøgelse, som Syddansk Universitet har udført for Energistyrelsen, er der mere end nok ressourcer til, at biogasproduktionen kan dække fremtidens gasbehov i Danmark.
Der mangler incitamenter for markedet
Den grønne trepart skaber en række incitamenter, der går i retning af at øge ressourcetilgangen til biogasanlæggene. Nu mangler vi så bare den sidste brik, som er at styrke det danske markeds incitamenter til at købe vores danskproducerede grønne biogas gennem blandt andet afgiftsfritagelse af ustøttet biogas leveret via gasnettet.
Artiklen er en del af temaet Debat.