23948sdkhjf

Fremtiden ligger på dybt vand

Ny netværksgruppe har fokus på det store potentiale inden for undervandsrobotteknologi til offshoresektoren
Mens offshoreindustrien generelt oplever medvind i disse år, er der et nicheområde, hvor væksten er særlig markant og fremtidsudsigterne gunstige - nemlig inden for udvikling og fremstilling af undervandsrobotteknologi – i daglig tale kaldet for subsea teknologi.

Stadig flere installationer inden for både olie- og gasproduktion samt vedvarende energiformer placeres direkte på havbunden eller i hvert fald under havoverfladen, og der er behov for nye teknikker og nye redskaber, som skal effektivisere energiproduktionen og gøre det muligt at overvåge og vedligeholde konstruktioner, installationer og systemer.

- Eftersom 70 procent af jordens overflade er dækket af vand, er det oplagt, at mange aktiviteter foregår på vandet. Desuden rykker flere og flere industrier ud på havet: energiudvinding og fødevareproduktion for blot at nævne to oplagte. Derfor oplever vi området for subsea teknologi i vækst og med et stort potentiale i de kommende år, siger system sales manager Jes Højlund fra den danske virksomhed MacArtney, som udvikler, producerer og forhandler undervandsrobotteknologi og subsea løsninger på verdensplan.

- Efterhånden som placeringer på lavere vanddybder er udnyttet, rykker nye oliefelter og havvindmølleprojekter ud på stadig dybere vand. Det giver udviklere af undervandsteknologi nogle udfordringer, men åbner også for et stort potentiale. Inden for olie- og gasproduktion arbejder vi med særdeles barske bundforhold og havdybder på op til tre kilometer, og her kan installationer på havbunden kun installeres og vedligeholdes ved hjælp af undervandsrobotter, forklarer Jes Højlund.

Ny netværksgruppe
Interessen for at levere subsea teknologi og udveksle erfaringer inden for forretningsområdet kan aflæses i den nyligt etablerede netværksgruppe; Danish Subsea Network skabt på initiativ af innovationsnetværket og videncentret Offshoreenergy.dk i samarbejde med RoboCluster.

Netværksgruppen er etableret med henblik på at styrke den danske subsea sektor gennem samarbejde og erfaringsudveksling. I denne uge mødtes deltagerne i Esbjerg for blandt andet at afprøve en prototype på en helt ny type undervandsrobot til marine- og offshoreindustrien.

- Vi har på under et år skabt en utrolig stærk netværksgruppe med mange forskellige aktører inden for undervandsteknologi, fra små nicheprægede udviklervirksomheder til energiselskaber, som efterspørger den nyeste teknologi. Subsea området er et område, hvor dansk innovation og teknologisk knowhow virkelig kommer til sin ret, forklarer projektkoordinator Klaus Jørgen Mølleskov, Offshoreenergy.dk.

Udover en generel stor efterspørgsel på subsea løsninger, er det et marked med et enormt potentiale, fremhæver Klaus Jørgen Mølleskov.

- Norge investerer i disse år omkring 800 mia. kr. i udbygning af deres olie- og gasfelter, og da store dele af udbygningen foregår på havbunden, ville det være mærkeligt, hvis ikke også der blev nogle ordrer til danske leverandører – blot for at nævne et eksempel, siger Klaus Jørgen Mølleskov.

Han bakkes op af CTO Henrik Larsen fra virksomheden Kapacitet A/S, der rådgiver virksomheder om produktudvikling. Kapacitet A/S tilbyder at medvirke ved udvikling af produkter fra idefasen til det færdige produkt, og offshoreindustrien er et oplagt område at udvikle subsea teknologi til, mener han.

- Mange inden for subsea teknologi er enige om, at man inden for løsninger til offshore endnu ikke er der, hvor man gerne vil være – rent teknologisk. Der er endnu ikke fundet de helt rigtige løsninger, og derfor er der et stort potentiale for danske virksomheder, som udvikler eller producerer subsea teknologi som eksempelvis fjernstyrede undervandsrobotter, siger Henrik Larsen.

Danish Subsea Network er åbent for alle virksomheder med interesse for undervandsrobotteknologi. Netværksgruppen samarbejder blandt andet med RoboCluster.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078