Dagens avis, en borekerne og en flaske geotermisk vand: Grundstenen er lagt for geotermien i Aarhus
Rådmand Nicolaj Bang (K) i Aarhus Kommune og direktør fra Kredsløb, Bjarne Munk Jensen, samt projektdirektør i Innargi, Lars Bjørn Heineke, måtte ned på knæ under fredagens grundstensnedlæggelse på borepladsen i Skejby.
Ikke for at fri, men for at markere startskuddet til anden fase i udviklingen af geotermi i Aarhus.
- Det er meget vigtigt, at vi forbereder os på fremtiden og søger efter nye energikilder. Det geotermiske anlæg vil, når det står færdigt, få en stor betydning for byen. Jeg glæder mig over, at vi i Aarhus kan og tør afprøve nye ambitiøse løsninger i tæt samarbejde med private partnere, og jeg er ikke i tvivl om, at samarbejdet om geotermi vil få andre byer og virksomheder til at rette blikket mod Aarhus, udtaler rådmand Nicolaj Bang, i en pressemeddelelse.
"Grundstenen" indeholdt dagens avis, tegningerne af anlægget, en borekerne samt en flaske med geotermisk vand. Stenen var i øvrigt ikke en sten, men derimod en metalkasse, og hele ceremonien blev gennemført efter gammel skik for at bringe byggeriet held.
20 procent
Tidligere på året afsluttede Innargi boringen af to 2,5 km dybe brønde i Skejby. Via brøndene pumpes 70 grader varmt geotermisk vand op til overfladen. Her skal varmen høstes i et varmeanlæg. Det sker ved hjælp af varmevekslere og varmepumper. Når varmen er høstet, pumpes det afkølede geotermiske vand retur til genopvarmning i undergrunden.
- Vi er i gang med en omfattende omstilling af fjernvarmen. Den skal hvile på flere kilder og være grøn, så vi både kan sikre en robust forsyning og en stabil prisudvikling i fremtiden. Her spiller geotermi en nøglerolle, fordi energikilden ikke svinger som sol og vind, udtalte adm. direktør Bjarne Munk Jensen, Kredsløb.
Når alle brønde og anlæg står færdige i 2030, råder Aarhus over EU’s største geotermiske fjernvarmeanlæg, der kan dække 20 procent af varmebehovet.
Planen er at den første varme er klar i foråret 2025.