23948sdkhjf

Mens vi venter!

Af Michael Stie Laugesen, Projektchef, Green Hub Denmark

Nordjylland er både kendt, og for nogle måske berygtet, for sin tunge industri, der inkluderer cementproduktion og en stor og betydelig landbrugssektor. Disse er afgørende for regionens økonomi, men med dem følger også et betydeligt CO2-aftryk, der skal tages hånd om.

I Nordjylland er flere aktører derfor i gang med spændende projekter, der har emissionsreduktioner for øje. Særlig kan fremhæves projekter under Fonden for Retfærdig Omstilling og andre eksisterende projekter, der fokuserer på CCUS (CO2-fangst, -transport, -anvendelse og -lagring) samt pyrolyse-projekter (proces hvor restprodukter fra landbruget såsom halm og gylle i et iltfrit miljø opvarmes og omdannes til biokul og bioolier). Fra Green Hub Denmarks side er vi blandt andet med i udviklingen via det nordjyske fyrtårnsprojekt CO2Vision. Via en række testsites i CO2Vision-projektet fokuserer partnerne på test og demonstration af CO2-fangstteknologier, ressourcestrømme for pyrolyse, opsætning af elektrolyseanlæg til fremstilling af brint (med henblik på Power-to-X) samt dertilhørende forretningsmodeller, for blot at nævne nogle af aktiviteterne.

Projektet har ledt til, at der på tværs af hele regionen testes og demonstreres CCUS-teknologier, og flere store projekter hos både private og offentlige aktører bygger nu videre på flere af de indledende resultater, der er skabt via CO2Vision. På sigt skal det gerne ende ud i at Nordjylland bliver et af de første steder i Europa, hvor CO2 fanges, brint dannes og begge efterfølgende transporteres rundt i rørførte forbindelser med henblik på både anvendelse og lagring.

De mange spændende projekter giver hver deres tilføjelse til det netværk af punktkilder, infrastruktur, lager og anvendelsessites som spirer frem overalt i Nordjylland. Derudover skabes der via projekterne synergier med andre sektorer, da overskudsvarme fra CO2-fangsten og brint-produktionen eksempelvis kan bruges i fjernvarmesektoren, og den indfangede CO2 kan sammen med brinten give råmaterialet til produktion af nye materialer som plastik eller som bestanddel i brændstoffer.

Potentialerne er store, og et af vores mål er, at vi via mange bække små, er med til at udvikle og drive projekter, der samlet set skaber forudsætningerne for, at endnu flere nationale og internationale aktører finder det attraktivt at fange CO2’en, producere brinten samt udvikle og drive et integreret netværk for transporten og anvendelsen af disse samt dertilhørende industrier. Vi står i hvert fald ikke stille, mens vi venter på, at det sker.

Om CO2Vision

  • Nordjylland er nationalt udpeget til at være erhvervsfyrtårn for fangst, lagring, transport og anvendelse af CO2, også kendt som Carbon Capture Utilisation and Storage (CCUS). 
  • Visionen for det nordjyske erhvervsfyrtårn er, at Nordjylland skal være en international foregangsregion for fremtidens grønne erhverv. 
  • Ambitionen er at fange, anvende eller lagre CO2 og at producere fremtidens grønne brændstoffer og andre produkter med indfanget CO2 og brint.
  • CO2Vision er udover midler fra Fonden for Retfærdig Omstilling støttet af EU’s React-pulje og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Kilde: Green Hub Denmark

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08