Dette indlæg er skrevet af Tejs Laustsen Jensen, direktør, Brintbranchen:
Først og fremmest vil jeg ønske alle et godt nytår. Det forgangne år har til tider været udfordrende for den grønne omstilling generelt, og det gælder også den danske brint- og PtX-industri.
Men til trods for, at stigende renter, usikkerhed om VE-udbygning og andre udfordringer satte sit præg på 2023, så har industrien vist sin resiliens: Vi sluttede året med et succesfuldt PtX-udbud, der understreger Danmarks potentiale som førende producent af brint og grønne brændsler, og en række projekter er under opførsel landet over.