23948sdkhjf

Teknologien, industrien og politikerne kunne ikke. Forbrugerne må tage ansvaret

Af Lars Bonderup Bjørn, CEO, Ewii

2025 og Danmarks midtvejsevaluering af klimamålene nærmer sig. Udgangspunktet er, at Danmark er et af de værste lande, når det kommer til udledningen af CO2 per person.

Klimamålene handler egentlig om Danmarks bidrag til, at stigningen i den globale gennemsnitstemperatur holdes et godt stykke under 2C og helst reduceres til 1,5C.

Men det ser skidt ud med målopfyldelsen. Hvad værre er, har regeringen kastet sig ud i forsøg på at opfylde målet uden tanke for det klima, som bærer formålet: Planer om biodiesel i brændstoffet, ændrede opgørelsesmetoder af klimaberegningerne og langsom erkendelse af, at CO2 fangst og brint nok ikke helt kommer til at udgøre den mirakelmedicin til 2025 henholdsvis 2030 målene, som regeringen forventede, er ærgerlige eksempler på en mislykket indsats.

Samtidig flyder medierne over med historier om vindudviklere, der ikke kan få lov til at opføre deres vindparker; arkitektbranchen og andre dele af byggebranchen, der gerne vil omsætte de rigtige mål i lovgivning, men mødes af politisk tøven og modstræbende adfærd blandt de største udledere i byggebranchen; kendte reduktionsmuligheder, der forhindres af gældende lovgivning; ikke resultatskabende diskussioner mellem aktivister og industri, om den grønne dagsorden skal løses gennem vækst eller negativ vækst; forestillinger om, at brint eller atomkraft bliver mirakelmidlet, der løser det hele om 10, 20 eller 30 år; og kritik af politikerne.

EU har taget godt fat med Parisaftalen, men landende lever ikke op til deres forpligtende mål. Problemet med manglende målopfyldelse rækker langt ud over det Danmark, der ikke forsømmer en lejlighed til at fremhæve sin position som foregangsland – altså foregangsland blandt de lande, der ikke lever op til det aftalte.

Det globale befolkningstal vokser desuagtet hastigt og forbrug og udledninger øges som direkte konsekvens heraf. Temperaturer og vandstande er steget og vedbliver at stige. Strømmen af klimaflygtninge tager til. Selv om man kan forledes til at tro, at det handler om at komme i mål i 2025, 2030 og 2050 er de globale konsekvenser en daglig virkelighed med tiltagende styrke. Vi løber ikke 400 meter løb eller marathon. Vi danser stepdans på nåle med andre menneskers kroppe som stødpuder.

Her ved indgangen til 2024 tillader jeg mig at konkludere: Teknologi, industri og politikere kunne ikke. Vi når ikke 2025 målet. Trods gode intentioner, udtalt vilje og motivation. Jeg kan være i tvivl, om vi evner 2030 målet. Jeg kan være i tvivl, om jeg skriver endnu en kronik i den ulidelige lange række af kronikker, der har gjort opmærksom på, at problemet ikke er et alvorens problem, men et meget større: klimaforandringerne handler ikke bare om nogle oversvømmelser, som vi kan håndtere med et par skovlfulde sand på et dige. Klimaforandringerne handler om vores selvforståelse som mennesker, massive flygtningestrømme, uagtsomt massemord, og det bekymrende forhold, at de fleste læser disse linjer uden nogen form for følelsesmæssig reaktion eller finder irritation i den dramatiske udlægning – også selv om den er helt korrekt. Klimaforandringerne forandrer vores forståelse af os selv som mennesker. Vi afstumpes i vores følelser, styrkes i vores fordomme og blændes i vores forvandling. Vores empatiske forståelse kan ikke rumme masserne.

Vi må i fællesskab henregne os selv til dem, der ikke evnede 2025 målsætningen. Jeg har et medansvar. Som brancheaktør, som vælger, som stemme i debatten. Og med ønsket om at tage handling og indgå i en oprigtig dialog om, hvordan vi kommer til at reducere den skade, der er gjort, de uagtsomme mord, der sker dagligt, vores menneskelige fordærv.

Jeg fornægter ikke teknologiudvikling. Tværtimod ser jeg den som et gode. Jeg bruger noget af min aktive tid i bestyrelsen for Energy Cluster og Center Danmark. Tidshorisonten gør bare, at det relevante er at fokusere på de teknologier, vi har og acceptere vores ståsted. Jo, teknologi skal berige vores samfund på den lange bane, men der skal noget andet til på den korte.

For det kan godt lade sig gøre at nå 2025 målet, hvis befolkningen vil – både i Danmark og i Europa. Når alt kommer til alt, er der jo ingen teknologi og ingen produktion i sig selv, der gør langvarig skade. Skaden kommer, når forbrugerne med sine valg sætter mere gang i bestemte produktioner. Det er der sådan set heller intet nyt i. Der har længe været gjort indsatser for at reducere forbruget af kød, særligt oksekød, og reducere mængden af bøvsende køer. Der har længe været gjort forsøg på at bevidstgøre bygherrer om, at de for relativt få penge kan få mere rigtige klimarigtige løsninger til deres nybyggerier og bevidstgøre køberne om, at istandsatte ældre boliger giver en samlet mere positiv påvirkning af klimaet. Der har længe været gjort mange forsøg inden for mange brancher …

Politikerne evnede det ikke. Industrien evnede det ikke. Teknologien blev ikke klar. Der er kun et spørgsmål tilbage at stille i forhold til at nå 2025 målsætningen: Hvordan vil os, der er forbrugere (og det gælder vist også dig, der læser med) flytte os så hurtigt og ændre adfærd i så tilstrækkeligt omfang, at Danmark når 2025 målsætningen og bidrager til at redde menneskeliv og lindre flygtende menneskers skæbner?

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063