23948sdkhjf

Sensor til brintproduktion runder milepæl

En nyudviklet brintsensor fra SulfiLogger A/S har rundet tusind timers testdrift i et elektrolyseanlæg fra Green Hydrogen Systems

Partnerne i SafePtX-projektet, der er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP), har valgt at samarbejde om en ny sensor til overvågning af de gaskoncentrationer, der opstår i de elektrolyseanlæg, der er udgangspunktet for fremtidens brintproduktion.

Sensoren i projektet er udviklet af den aarhusianske teknologivirksomhed SulfiLogger A/S og er testet i et af de anlæg til brintproduktion, som den danske virksomhed Green Hydrogen Systems udvikler og producerer.

Testen har netop rundet en vigtig milepæl – tusind timer i testdrift – fortæller Søren Porsgaard, CEO i SulfiLogger A/S.

- De mange timers test viser, at sensoren fra projektet har en enestående robusthed i et barskt miljø – og så gør den overvågningen mere enkel end i dag. Sikkerhed er helt afgørende ved produktionen af grøn brint, og vores sensor kan installeres direkte i elektrolyseanlægget. Det vil øge tilliden til systemerne, forbedre overvågning og muligheden for vedligehold, og det sikrer i sidste ende en billigere pris på den grønne brint til gavn for aftagerne, udtaler Søren Porsgaard i en pressemeddelelse.

Grøn brint til lavere pris

Hos Green Hydrogen Systems er testresultaterne fra innovationsprojektet SafePtX med til at sikre, at virksomhedens anlæg kan levere endnu mere grøn brint til en lavere pris.

- Målet er, at vores anlæg skal producere så meget grøn brint som muligt fra de vedvarende energikilder. Det skal ske med et fokus på sikkerhed, pris og kvalitet. Derfor er det yderst positivt at se, at sensoren fungerer som forventet. Den sikrer, at vi skal bruge kortere tid på kalibrering og dermed mere tid på produktionen af den grønne brint, der for eksempel kan bruges til produktion af grønne brændsler, siger Christian Buhl Sørensen, R&D Manager i Green Hydrogen Systems.

Stort potentiale

I forlængelse af den succesfulde testfase i Green Hydrogen Systems’ anlæg arbejder partnerne i SafePTX på de sidste detaljer, der skal til for at markedsføre sensoren i Danmark og på verdensplan.

- Markedet for grøn brintproduktion bliver enormt i en global skala – det viser alle fremskrivninger – og vores sensor kan være med til at understøtte en hurtigere og bedre elektrolyseproduktion, som er en del af løsningen på vejen mod en emissionsfri fremtid, siger Søren Porsgaard, der også har samarbejdet med de tekniske partnere Dansk Gasteknisk Center og Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut i innovationsprojektet.

Danmarks nationale energiklynge, Energy Cluster Denmark, faciliterer projektet, der slutter ved udgangen af 2023.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095