23948sdkhjf

Vi har brug for de grønne brændstoffer nu

Tejs Laustsen Jensen, adm. direktør for Brintbranchen, har skrevet dette indlæg

Der er flere positive elementer i det netop fremlagte CCS-udspil, navnlig afklaring om CO2-infrastruktur, udvikling af fangstteknologier og internationalt samarbejde. Det er godt – for vi har brug for CCS for at nå vores klimamål. Men udspillet skæmmes af, at det U, der var en central del af de oprindelige planer omkring CO2 fangst i Danmark, nu glimrer ved sit fravær. Det er problematisk for både omstilling, arbejdspladser og fremtidens vækst, og bygger på den grundlæggende forkerte præmis, at vi først får brug for grønne PtX-brændstoffer efter 2030. Men vi har brug for dem nu.

Regeringen præsenterede i denne uge et vigtigt udspil om fangst og lagring af CO2. I udspillet har regeringen omformet og justeret den eksisterende plan for CCS, samt tilrettelagt midler så de kan bruges i to store udbud for CO2-lagring. Det er både positivt og vigtigt, at planerne nu konkretiseres, og virksomhederne kan komme i gang med arbejdet. Men det er omvendt både bekymrende og problematisk, at regeringen i sin iver efter at nå reduktionsmålene i 2030 glemmer et vigtigt element i den oprindelige CCUS-plan og pulje, nemlig U’et. U står i denne sammenhæng for udnyttelse (utilization), og dækker over den del af carbon capture-disciplinen som ikke alene fanger, men også udnytter CO2’en i videre forædlingsprocesser til grønne brændstoffer som f.eks. metanol og grønt flybrændstof (SAF).

Skibet er ladet med U

Selvom ændringen fra CCUS til CCS kan virke lille, er det U en afgørende brik i den grønne omstilling ikke mindst for de sektorer, der er sværest at omstille som f.eks. skibs- og luftfarten. Derudover repræsenterer U’et en helt ny grøn industri, som ikke alene kan levere på klimakontoen men også nationaløkonomien. De danske styrkepositioner på VE, brint og PtX gør Danmark til en oplagt leverandør af grønne brændstoffer til både Europa og resten af verden. På den måde vil vi i Danmark ikke alene kunne løfte en stor del af ansvaret for omstillingen af de sektorer, hvis udledninger ganske vist ikke tæller i noget nationalt regnskab, men kan mærkes af klimaet. Det gælder f.eks. den grønne skibsfart, som vi som søfartsnation ofte taler om rundt om i verden. Hvis vi mener noget med det, så skal vi også kunne levere de grønne brændstoffer og skal i gang med det samme – ikke først efter 2030. Det handler om klima og fremtidens søfart, men også om at Danmark vil kunne sætte sig på nye arbejdspladser, grøn vækst og massiv eksport. Men de muligheder kan vi risikere at gå glip af, hvis det politiske fokus ensidigt er på at lagring og nationale reduktioner inden 2030.

Grøn luftfart lagt på hylden?

Skiftet væk fra CCU harmonerer heller ikke med de politiske ambitioner og løfter for luftfarten. Planen er så vidt vides officielt fortsat, at der skal være en grøn indenrigsrute i 2025, og hele indenrigsflyvningen skal være omstillet i 2030. Men det er svært at se hvor – i Danmark i hvert fald - brændstoffet skal komme fra, hvis fokus indtil 2030 er rettet helt mod CCS. For sandheden er, at selvom både ren brint såvel som ammoniak kommer til at spille roller i hhv. luft- og skibsfarten, så har vi brug for de grønne carbonholdige brændsler. Og vi får hverken grønne e-fuels til luftfarten eller grøn metanol til bl.a. de mange nye containerskibe, som Mærsk har bestilt, hvis ikke vi får sat gang i produktionen af de netop de grønne brændsler. Det kan kun ske i et sammenspil mellem CCU- og PtX-industrierne, og som det er tilfældet med CCS-industrien, er der også behov for at sætte skub i udviklingen af brændstofproduktionen.

Behov for handling

De grønne brændsler kommer til at være kernen i omstillingen af bl.a. luft- og skibsfarten og tillige i f.eks. produktionen af plastik. Det eneste tvivlsspørgsmål er, hvorvidt Danmark skal være med til at levere dem. Efterspørgslen er der, og nye EU-krav på en række områder kommer til at forstærke dem i de kommende år. Og med adgangen til enorme mængder VE fra bl.a. Nordsøen, en etableret brint- og PtX-industri og nu rygstødet til indsatsen for CO2-fangst vil det være en spildt mulighed, hvis Danmark ikke kobler indsatserne sammen med samme uopsættelighed og ambition, som vi nu ser på lagringen. Industrien er klar til at levere på de grønne brændsler, men det kræver politisk vilje, konkrete initiativer og økonomisk støtte at få markedspriser og teknologiudvikling på et niveau, hvor vi kan fastholde vores konkurrenceposition – præcis som det er tilfældet med CCS.

CCS er en vigtig del af løsningen på vores aktuelle klimaudfordringer, men det er ikke et langsigtet fundament for reelle, grundlæggende ændringer i samfundet. De ændringer kommer kun, hvis vi aktivt vælger at tage ansvaret på os, og hvis vi investerer i de stærke, danske kompetencer, som kan gøre de grønne visioner til virkelighed.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.859