23948sdkhjf

Vi når ikke klimamålene uden samarbejde på tværs af brancher

Den danske energibranche er fuld af stærke, veldrevne virksomheder og organisationer, der både kan og vil gøre en forskel for den grønne omstilling.

Uanset om vi taler vind, vand, el, fjernvarme eller affaldsselskaber, vidner talrige visionære energiprojekter, konkrete planer og ambitiøse strategier om, at man ikke har tænkt sig at sidde på hænderne, når det kommer til at skabe et grønnere og mere bæredygtigt Danmark.

Det vil da også uden tvivl kræve masser af vilje og ambitiøse tiltag, hvis vi skal nå de nødvendige nationale målsætninger om CO2-neutralitet i 2030 og ultimativt at blive klimapositive i 2050. Men det vil også kræve mere end det.

For selvom vi er mange virksomheder, der har et brændende ønske om at gøre en forskel, mener jeg, at der er behov for, at vi rykker tættere sammen i bussen.

Selvfølgelig kommer vi ikke udenom, at virksomheder har egne målsætninger og interesser, der i nogle tilfælde vejer tungt, men når det kommer til de konkrete nationale klimamål, er jeg overbevist om, at vi kan mere ved at styrke samarbejdet på tværs – både i egne brancher og med beslægtede. Og jeg tror på, at vi faktisk kan styrke lovgivningen og de generelle rammer, hvis vi bliver bedre til samarbejdet. Og mulighederne ligger for vores fødder.

For eksempel er der et enormt potentiale i at implementere CO2-fangst med effektive reduktioner til følge på tværs af varme, el- og affaldssektorer, men der er et bydende behov for, at vi sammentænker indsatser, lovgivning og rammer, så det alle led er tænkt med fra start på den mest hensigtsmæssige måde.

Med sektorkobling kan vi konkret binde varme, el og transport sammen, men det kræver, at vi sætter os om bordet i fællesskab.

Løsninger fremfor problemer

Som det ser ud i dag, ender vi ofte med at drukne i bureaukrati og silotænkning, der bremser de nødvendige fremskridt, eller i nogle tilfælde gør det umuligt at handle for virksomhederne og organisationerne, der har sat sig selv i spidsen for at bidrage aktivt til omstillingen.

Vi skal blive bedre til at pege på løsninger frem for problemer i fællesskab, og vi skal passe på, at kampen om at nå klimamålene ikke bliver reduceret til mudderkastning, fokus på uenigheder mellem hinanden eller for den sags skyld en konkurrence om at være grønnest.

Konkurrence er sundt, men vi skal også evne at se udover den og bygge oven på.

Kræver mod

Med det for Kredsløb nærliggende SEP (Strategisk Energiplanlægning) og samarbejdet om at etablere EU’s største sammenhængende geotermiske anlæg i Aarhus har vi selvfølgelig eksempler på, hvad stærke samarbejder på tværs kan medføre, ligesom der findes talrige partnerskaber rundt i landet, men jeg tror på, at vi kan meget mere end det.

I energibranchen står vi samlet set med mulighederne for at skabe de største resultater til gavn for klimaet, hvis man tør at tænke ud over egen interesse og branche. Og det er der brug for, at vi har modet til.

Med sammenlægningen af Dansk Energi, Wind Denmark og Solkraft til Green Power Denmark blev der sidste år skabt et større talerør for især den danske vind- og elsektor. Men vi bør overveje, om vi kunne tænke denne øvelse videre eller i hvert fald, at flere brancher måske puljer kræfterne på den ene eller anden måde. Måske ville en sammenlægning af DAF og Dansk Fjernvarme være en vej at gå? Måske skal der flere parter til?

Hvad kunne det ikke blive til, hvis vi blev bedre til at udnytte snitfladerne og de åbenlyse fælles interesser inden for fx vand, fjernvarme og affald og måske endda elbranchen i stedet for at kæmpe om, hvilken dagsorden, der er vigtigst.

Jeg siger ikke, at løsningen nødvendigvis er en stor sammenlægning, men jeg tror, at vi kunne komme milevidt ved i højere grad at prioritere dialogen med hinanden og for alvor begynde at arbejde ud fra konkrete fælles målsætninger, hvor der er tænkt på tværs for at sikre de bedst mulige løsninger og sammenhængskraft, som også vil medføre en bedre politisk proces og mere holistiske regler og rammer til gavn for alle.

Vi vil alle omstillingen. Sammen kan vi komme godt i mål.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062