23948sdkhjf

Fjernvarmepuljen er oversøgt og tom

Seneste status fra Energistyrelsen viser, at der er nu er søgt for flere midler end der er fyldt i Fjernvarmepuljen i år.

Den 22. maj viste den seneste status fra Energistyrelsen, at fjernvarmepuljen er blevet oversøgt for 58 millioner kroner med et samlet ansøgningsbeløb på 439,5 mio. kroner. 

Puljen åbnede i januar med lige under 300 millioner kroner i kassen. Siden fik puljen tilført 88 millioner kroner i forbindelse med Inflationshjælpsaftalen, hvor der blev afsat 200 mio. kroner til fordeling mellem fjernvarmepuljen og afkoblingspuljen.

I følge tal fra Energistyrelsen er der 381 millioner kroner i puljen, der nu er lukket med den omtalte oversøgning på 58 millioner kroner. 

Det vækker både glæde og bekymring i fjernvarmeselskabernes brancheorganisation, Dansk Fjernvarme.

- På den ene side er vi meget tilfredse med, at fjernvarmeselskaberne har løftet opgaven med at sikre udfasning af naturgas, siger Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme i en pres, der fortsætter:

- Samtidig er det meget bekymrende, at der nu er udsigt til, at den positive udvikling vil gå i stå. Folketinget bad fjernvarmeselskaberne og kommunerne om at sende breve ud til danskerne og gøre det klart, hvor og hvornår de kunne få fjernvarme. Nu er en væsentlig forudsætning for indfrielsen af disse ambitioner, nemlig fjernvarmepuljen, løbet tør. Det er ikke godt nok, hvis man politisk mener, vi skal gøre alvor af at indfri deres ambitioner.

Tiden er ikke til at bremse op

Hos Dansk Fjernvarme håber man derfor på, at regeringen og politikerne på Christiansborg vil sætte handling bag ordene og få fyldt puljen op, så fjernvarmeselskaberne kan komme videre med arbejdet.

- Der er al god grund til at kvittere for de partier, der har meldt ud, at denne pulje ikke bør løbe tør. Vi står med en stor og vigtig opgave i udfase den sorte naturgas. Det er vi enige med Folketinget, Regeringen og ikke mindst statsminister Mette Frederiksen i. Tiden er derfor ikke til at sætte foden på bremsen, men derimod fastholde den høje fart, siger Rune Moesgaard, der slutter:

- Til efteråret skal Regeringens Nationale Energikrisestab, NEKST, komme med anbefalinger til, hvordan vi kan sætte fart på udfasningen af naturgas. Det ser vi overordentlig meget frem til. Men ude i kommunerne og ude i de mange hjem, hvor der i dag står et naturgasfyr, kan vi desværre ikke vente på udspil, der kommer til efteråret og først derefter skal behandles politisk. Derfor bør der allerede nu findes en løsning, så udviklingen ikke risikerer at gå i stå.

Fjernvarmepuljen blev oprettet i forbindelse med Klimaaftalen for 2020, og kan kun søges af fjernvarmeselskaber, som har fjernvarmeprojekter, der udfaser naturgas- eller oliefyr.

Ifølge Klimaaftalen for 2020 udløber fjernvarmepuljen i år, 2023. Dermed har puljen løbet fra 2021 til og med 2023. Samtlige år er fjernvarmepuljen lukket med en oversøgning af midler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08