23948sdkhjf

Rekordresultat hos Danske Commodities

Øget aktivitet inden for energihandel og kundedrevne aktiviteter gav en overskudsstigning på 75 procent i 2012.
Det internationale energihandelshus Danske Commodities, der har handels- og serviceaktiviteter i 31 lande over hele Europa, fik et rekordresultat før skat på 288 mio. kr. i 2012 - en forbedring på 75 procent i forhold til året før. Omsætningen steg med 53 procent til 9,3 mia. kr.

Den ”meget tilfredsstillende” udvikling var bredt funderet på alle forretningsområder, hvor omsætningen fra elhandlen steg med 42 procent, mens stigningen fra gashandlen og andre aktiviteter udgjorde 93 procent. Selskabet opnåede i årets løb 341 dage med overskud.

Tilfredsstillende udvikling på alle forretningsområder
Den kraftige stigning i aktiviteten blev understøttet af en stigning på 178 procent i antallet af bilaterale elhandler, en stigning på 64 procent i antallet af bilaterale modparter inden for gashandel samt en stigning på 128 procent i salget af klimacertifikater. Administrerende direktør Torben Nordal Clausen udtaler:

- Danske Commodities opnåede i 2012 en rekordstor vækst i både omsætning og resultat. Det vidner om en meget tilfredsstillende udvikling og øgede markedsandele inden for alle fire forretningsområder – Power, Gas, Certificates og Services – en fortsat geografisk ekspansion samt udvidelse af forretningsområderne med energirelaterede produkter og services.

- Kernen i vores strategi er at hjælpe vores kunder med at optimere deres energiaktiver. I takt med den øgede liberalisering af Europas energimarkeder og den stigende overgang til vedvarende energikilder skaber vi med vores stærke kompetencer inden for handel, vores stærke risikostyring og vores specialiserede ydelser markante fordele for vores kunder, siger Torben Nordal Clausen.

Fortsætter spredning af aktiviteter
Danske Commodities fortsatte i 2012 med at sprede sine aktiviteter uden for handelsområdet, og 37 procent af selskabets forretning er nu kundedrevet. Blandt de nye produkter og services, selskabet lancerede i 2012, kan nævnes asset management (optimering af produktion og handel for producenter af konventionel og vedvarende energi), certificering af grøn energi samt Direktvermarktung for vindenergiproducenter.

Med åbning af handelsaktiviteter på fire nye markeder i 2012 har Danske Commodities nu aktiviteter i 31 lande. Selskabet har desuden etableret tre nye forretningsteams: dcOrigination, dcRenewables og dcGeneration.

- Danske Commodities har styrket sin vækstplatform. I det forgangne år har selskabet fået en ny, professionaliseret bestyrelse, spredt sit omsætningsgrundlag, investeret på IT-området og nedbragt driftsrisikoen, uddyber Torben Nordal Clausen.

I takt med udvidelsen af forretningsgrundlaget er medarbejderstaben mere end fordoblet til 231 pr. ultimo 2012, og tallet er pr. 1. april 2013 vokset yderligere til 265. Om sine forventninger til 2013 siger Torben Nordal Clausen:

- Danske Commodities har haft en rigtig god start på 2013, og vi forventer, at den positive resultatudvikling fortsætter. Med afsæt i en effektiv fordeling af energiressourcer i hele Europa står vi godt rustet til at bistå vores kunder og udvikle de markeder, vi har aktiviteter på.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078