23948sdkhjf

Vi bærer alle et ansvar for klimaet

Vi har alle hver især et ansvar for at stoppe klimaforandringerne. Det mener danskerne ifølge ny undersøgelse.
58 procent af danskerne mener, at vi først og fremmest selv har ansvaret for at stoppe klimaforandringerne. Og to ud af tre vil gerne ændre adfærd for at passe bedre på miljøet. Det viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet InsightGroup for WWF Verdensnaturfonden og forsikringsselskabet Codan. Det skriver Verdensnaturfonden i en nyhed på sin hjemmeside.

Ifølge nyheden har et flertal af danskerne hidtil givet erhvervslivet og politikerne hovedansvaret for at sikre en effektiv indsats mod klimaforandringerne. Men nu ser det altså ud til, at der er sket en markant ændring i danskernes holdning.

- Det er et vigtigt nyt signal, befolkningen nu sender: Vi kan ikke vente længere på, at verdens ledere bliver enige. Vi er nødt til selv at handle, hvis vi skal stoppe klimaforandringerne, siger generalsekretær i WWF, Gitte Seeberg, i nyheden.

Kvinderne tænker mest på klimaet
Hele 66 procent af danskerne vil ifølge undersøgelsen gerne handle mere miljøvenligt. Men der er forskel på, hvordan mænd og kvinder helst vil løse klimaproblemerne - og flere kvinder end mænd er bekymrede for klimaet og ønsker at gøre noget for det. Ifølge nyheden fremgår det således af undersøgelsen, at hver anden kvinde fx køber bæredygtige fødevarer mod hver tredje mand.

Omvendt er der dog markant flere mænd, der køber aktier i grøn energiproduktion (10 procent mod 4 procent) og får energimærket boligen (19 procent mod 13 procent), fremgår det af nyheden.

Geografisk er der også forskel på, hvor meget danskerne tænker på klimaet. Fx vælger flest københavnere miljøvenlig transport, og flest sjællændere køber bæredygtig mad. Sønderjyderne investerer til gengæld særligt gerne i grøn energi, og især nordjyderne får en energigennemgang af boligen. Det skriver Verdensnaturfonden på sin hjemmeside.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.092