23948sdkhjf

Nyt offshore akademi i Esbjerg

Danish Offshore Academy skal knytte bånd mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder.
Esbjerg vil styrke sin status som Danmarks EnergiMetropol med et nyt akademi, som længe har været efterspurgt af offshore-industrien. Esbjerg Kommune og Esbjerg Erhvervsudvikling tager teten og går i gang med realiseringen af Danish Offshore Academy (DOA).

Det sker på baggrund af, at hele den danske offshore-branche efterspørger større gennemsigtighed på uddannelsesområdet og udbydernes behov for en tættere dialog med brugerne.

Potentiale til at fremme hele energibranchen
Formålet med Danish Offshore Academy er at kunne formidle uddannelser og kompetenceudvikling til potentielle og aktive medarbejdere i offshore-industrien, samt virksomheder der har behov for efteruddannelser og certificeringer for de ansatte. Derfor nedsættes der nu en arbejdsgruppe, som hurtigt skal kridte banen op for det videre arbejde med akademiet.

– Med DOA realiseres et mål om etablering af et vidensbaseret og effektivt akademi, som tager sig af industriens interesser. De mange positive tilkendegivelser fra en række førende aktører viser, at Danish Offshore Academy har potentiale til at støtte og fremme hele energibranchen. Langt hovedparten af de knap 20.000 arbejdspladser inden for offshore-branchen er placeret i Esbjerg, derfor er det naturligt, at vi her i Esbjerg tager skridtet og går i gang med en etableringsproces, siger borgmester Johnny Søtrup.

Når aktører fra erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne sidder med rundt om bordet, giver det Danish Offshore Academy mulighed for at gå ind i en aktiv og effektiv dialog om, hvordan uddannelser, enkeltkurser og pakkeløsninger udvikles hurtigere.

Væsentligt element til at støtte udviklingen
John Lesbo, der er formand for Esbjerg Erhvervsudvikling, peger på fordelene ved et akademi:

– Akademiets aktiviteter bliver tresporet. Det vil dreje sig om formidling af uddannelser til personer og virksomheder i ind- og udland, videns- og forskningscenter samt markedsføring af danske offshore-energikompetencer. Det styrker dermed erhvervslivet på flere fronter, når samme instans arbejder med kompetence- og udviklingsmuligheder samt erhvervsfremme.

Som samarbejdspartner træder VEU Center Vest til med konkret viden om, fx hvordan uddannelser til både faglærte samt ufaglærte gennemføres med udgangspunkt i virksomhedernes problemstillinger og ønsker.

- Etablering af DOA vil være et væsentligt element til at støtte den forsatte udvikling af den samlede danske offshore-branche, siger HR- manager Jens Holm-Nielsen fra Semco Maritime.

Ideen om et akademi opstod under udviklingsprojektet Energi på Havet, som arbejder på at sætte Esbjerg og Syddanmark på verdenskortet ved at skabe vækst og arbejdspladser gennem en lang række initiativer.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109