Ifølge tidligere udmeldinger fra Dong Energy ville aktuelle spareplaner betyde, at selskabet skulle afskedige mellem 500 og 600 medarbejdere. I dag er afskedigelserne så blevet effektueret, og færre end først antaget har fået fyresedlen. Frivillige fratrædelser og drøftelser med tillidsmænd har nemlig bragt antallet ned på 324 fyringer. Det skriver Berlingske Business.
Dagens fyringer i det statsejede energiselskab rammer bredt over hele landet.
- Det er bredt udover hele koncernen og også fordelt på de forskellige geografiske placeringer i koncernen. Vi går ikke ud med flere detaljer, før processen er helt gennemført og alle medarbejdere er orienteret, siger kommunikationschef Karsten Anker Petersen til Berlingske Business.