23948sdkhjf

Dansk olie og gas trækker mod Singapore

Singapore er godt på vej til at placere sig som et af olie- og gasindustriens globale centre. Mange danske leverandører er på vej til at etablere sig i Singapore og bruger OSEA-messen, der åbner i dag, som springbræt.
Singapore blev i 2011 kåret som byen med det bedste investeringspotentiale med en BNP-vækst på 4,9 procent. Singapore er derfor en interessant investering for danske virksomheder, og ifølge den danske ambassade i Singapore, har 156 danske virksomheder allerede set det store handelspotentiale i Singapore og derfor placeret sig her.

- Den asiatiske robusthed og Singapores strategiske position og erhvervsvenlige miljø tiltrækker et voksende antal danske virksomheder, som starter aktiviteter her, fortæller Berit Basse, der er Danmarks ambassadør i Singapore.

Danske leverandører til olie- og gasindustrien åbner kontor i Singapore
Særligt inden for offshore-industrien er handelspotentialet stort. Singapores værftsindustri er blandt verdens førende inden for udvikling og produktion af offshore-udstyr.

- Vi ved fra Association of Singapore Marine Industries, at olie- og gasindustrien i Singapore i 2011 tegnede sig for 7,459 millioner dollars svarende til 56 procent af værfternes samlede marine- og offshore-aktiviteter, fortæller Senior Sector Manager Jørn Hansen fra Danish Offshore Energi Group (DOEG), der i regi af Eksportforeningen repræsenterer godt 85 danske leverandører til den globale olie- og gasindustri.

Langt de fleste førende ingeniør- og rådgivervirksomheder samt operatører inden for olie- og gasudvinding og produktion har derfor placeret kontorer i Singapore.

- Singapore er allerede nu et globalt offshore-centrum både inden for produktion af udstyr og teknologi. Flere af vores medlemsvirksomheder har allerede oprettet kontor i Singapore eller er på vej til det. Også fordi de her kan få den veluddannede arbejdskraft inden for olie og gas, som er svær at rekruttere i Dan-mark, forklarer Jørn Hansen.

Messe kan fremtidssikre danske olie- og gasvirksomheder
Fra i dag og tre dage frem løber offshore-messen OSEA2012 af stablen i Singapore, og den kan ifølge Jørn Hansen og den danske ambassadør i Singapore være afgørende for, om flere danske olie- og gasvirksomheder får del i den store efterspørgsel. Derfor er det med Udenrigsministeriets økonomiske støtte, at DOEG med tretten danske virksomheder danner rammen om en dansk fællespavillon på udstillingen.

- Hvis man som virksomhed kun skal vælge ét handelsarrangement inden for olie- og gasindustrien i Asien, så bør man deltage i OSEA her i Singapore. Messen er en af regionens mest betydningsfulde marine- og offshore-mødesteder, forklarer Berit Basse.


Møder kunder fra hele regionen
C.C. Jensen A/S deltager for anden gang på DOEGs danske fællespavillon på OSEA, så her kender man værdien af at være til stede i Singapore.

- Vores deltagelse i OSEA-messen for to år siden var en stor succes og gav en masse gode kontrakter. Vi mødte både eksisterende kunder og potentielle kunder fra hele regionen. Ikke bare fra Singapore, men også fra Malaysia, Indonesien, Australien med flere, fortæller Sales Manager Lars Bo Andersen og fortsætter:

- At være en del af den danske fællespavillon er en væsentlig del af vores branding og marketing. Det er med til at øge vores messesucces i forhold til alle de tiltagende offshore-aktiviteter i Fjernøsten. Vi er sikre på, at vi vil få en endnu større messesucces i år.

Fakta: Offshore-industrien i Singapore
• Olie- og gasindustrien i Singapore tegnede sig i 2011 for 7,459 millioner dollars svarende til 56 procent af værfternes samlede marine- og offshore-aktiviteter (Association of Singapore Marine Industries).
• Den Danske Ambassade estimerer, at mere end 80 procent af dybtvands-borerigge og fartøjer til olie- og gassektoren bygges i Singapore.
• I BERI Rapporten 2011-II blev Singapore kåret som byen med det bedste investeringspotentiale i 2011 (US-based Research Institute Business Environment Risk Intelligence).
• Singapore havde i 2011 en BNP-vækst på 4,9 procent (Udenrigsministeriets økonomiske nøgletal for Singapore).


Fakta: OSEA 2012
• Finder sted i Marina Bay Sands, Singapore fra den 27.-30. november 2012.
• Har 1.362 udstillere fra ca. 40 forskellige lande.
• 65 procent af udstillerne kommer fra andre lande end Singapore.
• Fra Danmark deltager tretten danske virksomheder under DOEGs danske fællespavillon.
• Har over 25.000 besøgende og er fordelt over 23.000 m2.
• 67 procent af de besøgende kommer fra Sydøstasien (eksklusiv Singapore).
• Afholdes hvert andet år.
• Danish Offshore Energy Group’s deltagere på fællespavillonen: AS SCAN, C.C. Jensen A/S, DESMI A/S, EIVA a/s, Elektromarine A/S, Ellehammer A/S, Guldager A/S, Inexa TNF ApS, JEVI A/S, Johnson Controls, Metalock Denmark A/S,Viking Life-Saving Equipment og Walther Schnorrer Aps.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109