Hvad nu hvis vi tænkte det hele lidt anderledes …
De seneste år har vi talt en del om de udfordringer den stigende elektrificering skaber for elnettet. For ganske få år siden var der en del skepsis knyttet til den megen tale. Ville det nu blive et reelt problem? I dag er udfordringen ikke længere noget, der måske kommer. Den er her. Elnetselskaberne mærker problemerne snære om anklerne, netselskabernes bestyrelser har bevilget budgetterne og gravkøerne er bestilt. Der bliver rullet kabler ud, sat stationer op, der graves huller i veje og langs grøftekanter. Vi hyrer folk og omorganiserer for at få det hele til at gå op, for der er ikke uddannede nok, og set i forhold til de ambitioner, der udmeldes, mangler der også hænder. Trafikken tager også del i den grønne omstilling. Der bliver omdirigeret på veje og gader til større eller mindre gene for os alle.
De store omkostninger til at etablere mere elnet skal betales af nogen, og Folketinget har skabt et grundlag som skal gøre det muligt at finde finansiering gennem det øgede forbrug, der følger med elektrificeringen. Det giver sådan set rigtig god mening at tænke sådan: at de ekstra omkostninger skal betales af det ekstra forbrug. Så bliver det ikke dyrere for dem, der allerede var der, og heller ikke for dem, der ikke lige kommer med i første rul af den store elektrificering. Det statslige kompromis gør ikke noget værre for nogen, men det gør heller ikke rigtigt noget bedre. Altså, vi har besluttet at tro, at det ikke bliver værre for nogen, for nogle elnetselskaber har for længst sagt, at vi må regne med flere afbrudsmininutter i de kommende år. Og det tænker Energistyrelsen også, selv om deres grundlag vist er et andet.
Elnetselskaberne har travlt, og de eksisterer under en regulering, der er så stram, at selvstændig tænkning om forretningsmodellen ikke er efterladt mange muligheder. Så netselskaberne hyrer nogle flere gravkøer. Det liberale svar på alting, markedet, bidrager heller ikke rigtigt med nytænkning af forretningsmodellen, både fordi reguleringen ikke gør det attraktivt for markedet at bidrage, og fordi markederne ikke er egnede til at løse samfundsbærende og monopoliserede infrastrukturopgaver.
Vender vi det hele lidt på hovedet, så er der noget, der ser forkert ud: Vi har et elnet, hvor der er ubegribeligt mange timer, hvor nettet slet ikke udnyttes til dets fulde kapacitet. Kun i nogle ganske få timer, ja endda minutter, bruger vi nettet til den kapacitet det egentlig har. Hvorfor fylder vi ikke noget mere strøm i? Marginalomkostningen ved at transportere ekstra kilowatttimer vil jo være tæt på 0. Vi taler om kogespidsen, som kriteriet for hvilken kapacitet, der skal være i elnettet, men sagt i lidt mere positive vendinger er kogespidsen jo blot udtryk for de korte øjeblikke, hvor vi udnytter den kapacitet, vi har skabt. Den kaster lys over, hvor dårligt vi udnytter kapaciteten. Hvordan kan vi som samfund tillade et så stort spild af kapacitet i årets øvrige mange tusind timer? Hvordan kan man som netoperatør holde savlen fra munden og forbigå muligheden for at score kassen ved at kunne udfakturere mange flere timer? Hvordan kan de forbrugerstyrede organer sidde stille og forbigå muligheden for endnu lavere kilowatttariffer, hvis der var mange flere kilowatttimer til at dele regningen med? Hvor er begejstringen for bedre udnyttelse?
Netselskaberne gør forsøget med at skabe bedre udnyttelse af elnettet ved at lave tidsdifferentierede tariffer. Det har givet en del ballade på det seneste, særligt nu hvor tarifferne både blev delt i tre prisniveauer og de høje nettabsomkostninger samtidigt gjorde priserne høje. Og netselskaberne lykkes tilsyneladende med at få mere el gennem nettet. Noget af forbruget flytter sig, siger netselskaberne, mens gravemaskinerne buldrer løs ude på alfavej.
Mens det sker, eksponerer elnetselskaberne sig for en enorm risiko. Lige pludselig er der en markedsaktører, der buldrer gennem markedet med en styring, der flytter store mængder forbrug (relativt til nettets kapacitet i et område) til det tidspunkt, hvor nettariffen er billigst. Eller til det tidspunkt, hvor strømmen er billigst. Eller til det tidspunkt, hvor summen af nettariffen og strømmen er billigst. Pludselig har vi en ny og uventet meget større kogespids. Så siger det bang! Måske den ene dag klokken 8 om morgenen, fordi solen står tidligt op og vinden blæser godt; strømmen er billig og nettariffen tilpas lav. Og den anden dag kl. 4 om natten, fordi det blæser godt, forbruget og nettariffen er lav; og den samlede pris for kunden dermed lav. Den automatiske styring i elbiler, kummefrysere eller hvad det nu måtte være, kommer til at flytte de store forbrugsmønstre til klokken 8 og klokken 4. Eller andre tilfældige tidspunkter. Bang!
Desuagtet så er tænkningen stadig, at vi skal undgå overbelastning i kogespidsen. Ikke at vi skal finde ud af, hvordan vi får transporteret de størst mulige mængder strøm gennem den kapacitet, der allerede er etableret, og lave den bedste forretning for netselskaberne eller forbrugerne? Masser af kendte kommercielle tilbud bringes slet ikke i spil i udnyttelsen af elnettet, fordi vi stiller et andet spørgsmål - og har en politisk rammesætning, der gør det grænseoverskridende at stille nogle af de spørgsmål, som måske kunne føre til andre løsninger. Hvad nu hvis nettab skulle afregnes af elhandleren og ikke over nettariffen? Hvad nu hvis der var 6 måneder gratis introduktionstarif til dem, der kunne komme med stabilt ny forbrug til elnettet i bestemte timer? Hvad nu hvis netselskaberne måtte købe fleksibilitet i markedet for de penge, de kunne tjene ekstra på at få mere strøm gennem nettet? Hvad nu hvis netselskaberne måtte løse deres problemer ved hjælp af batterier? Hvad nu hvis … og jo, jeg må erkende, at jeg også er udfordret af vanetænkning og opdragelse i en verden, hvor det kun handler om at undgå, at kartoflerne koger over - og hvor det det ikke handler om, hvor mange kartofler, der kan være i gryden.
For 4 år siden satte jeg mig som formand for Flexible Energy Denmark. Et innovationsstøttet forskningsprogram, der skulle undersøge, hvordan vi med digitale værktøjer kunne skabe størst mulig kapacitetsudnyttelse i både elnet og elproduktion. Det handlede om at gøre forbruget fleksibelt og flytte forbrug fra andre energiformer til el. Til marts har vi afslutningskonference i projektet. Det glæder jeg mig til. For på den ene side står betragtningen, at ja, det var så vist en masse forskning og noget vi snakker om. Lad os få fred, så vi kan køre gravkoen derhen, hvor den understøtter en ny kogespids og dermed en endnu større uudnyttet kapacitet i elnettet. Lad os nu bare komme videre med det, vi kender. Skidt med prisen. På den anden side har projektet været billedet på, at det er forskningens verden, der skal løse problemer som hverken stat eller marked evner. Vi kan jo ikke grave os ud af elektrificeringsproblemet, og vi har ikke hænder nok. Politisk er det et rart trusselsbillede at stille op. Kom så! Tag jer sammen! Gør noget for ellers går jorden under! Det er samtidig et uforsvarligt og uansvarligt billede at kommunikere. Det er uforsvarligt og uansvarligt at elektrificere i et omfang, som vi ikke kan skaffe kapacitet til. Og det er uansvarligt ikke at udnytte den kapacitet, vi allerede har. Vi skal ikke supplere gravkøer med digitale løsninger. Vi skal udnytte kapaciteten billigst muligt. Det vil kræve digitalisering. Rækker det ikke, må vi køre gravkoen ind under lygtepælen og lade gravkoen være supplement til det digitale.
Artiklen er en del af temaet Klumme.
