23948sdkhjf

Kæmpe biogasanlæg holder flyttedag

Selskabet bag det kommende biogasanlæg i Tønder er på vej til at flytte anlægget fra Tønder Nord til en miljømæssig bedre placering i Tønder-området.
Om knap et år går etableringen af Danmarks største biogasanlæg i gang i Tønder Kommune. Planarbejdet ventes at være afsluttet i efteråret 2013, og herefter kan selve byggeriet så sættes i gang.

Men byggepladsen kommer ikke til at ligge i industriområdet i Tønder Nord som hidtil planlagt. Envo Biogas Tønder får en anden placering i Tønder-området, oplyser direktør Bo Asmussen fra energiselskabet Envo Group. Selskabet, der har hovedsæde i Aabenraa, driver og er medejer af biogasanlægget i Tønder sammen med en udenlandsk investor.

- Vi har revurderet placeringen og er nået frem til den konklusion, at det navnlig af hensyn til miljøbelastningen vil være hensigtsmæssigt at finde en anden lokalisering, siger Bo Asmussen.

Placering endnu usikker
Han kan ikke på nuværende tidspunkt sige præcist, hvor biogasanlægget så kommer til at ligge.

- Men det bliver stadig i Tønder-området. Vi undersøger en konkret mulighed og er meget tæt på at få de nødvendige aftaler i hus. Så jeg forventer, at vi i løbet af ganske kort tid kan offentliggøre den nye placering. Det er på alle måder en langt bedre løsning, lyder det fra Bo Asmussen.

Envo Biogas Tønder ventes klar til drift i slutningen af 2014. På årsbasis vil anlægget producere næsten 64 mio. kubikmeter gas til opvarmning og varmt vand. Produktionen vil hovedsageligt ske på basis af gylle og anden biomasse fra lokalområdet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094