23948sdkhjf

Nye fjernvarmeprojekter på vej i Toftlund

Kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune har godkendt fem fjernvarmeprojekter i Toftlund, der samlet set kan konvertere mere end 100 ejendomme i lokalområdet til fjernvarme – heriblandt både en større skole og en børnehave.

Varmemester Jørgen Thorgaard forventer, at man i alt kan øge forbrugerantallet med mellem 150 og 200. Ikke så lidt for et mindre fjernvarmeselskab med godt 1050 forbrugere i dag.

Det skriver Dansk Fjernvarme på sin hjemmeside.

- De lokale forbrugere ønsker fjernvarme, og det vil vi efterkomme med projekterne. Tilslutningsprocenten på Markvænget ligger på 80, og i de kommende projektområder er vi lige nu på mellem 50 og 60 procent. Men det forventer jeg vil stige, nu hvor forbrugerne kan se, at fjernvarmen officielt er på vej, forklarer han og tilføjer:

- I sidste ende betyder godkendelsen, at vi bliver flere til at betale de fælles udgifter. På den lange bane skulle det gerne blive en rigtig god forretning for os alle sammen.

Jørgen Thorgaard forventer, at gravearbejdet går i gang allerede i år.

Vil udvide og omlægge varmeproduktionen

Som mange andre steder i landet, er Toftlund Fjernvarmes kommende projekter bundet op på tilskud fra Fjernvarmepuljen. En pulje, som Dansk Fjernvarme forventer vil blive oversøgt allerede i første kvartal af 2023.

Derfor var man også helt klar til at søge i det øjeblik, puljen åbnede den 23. januar, fortæller Jørgen Thorgaard.

Toftlund Fjernvarme har kapaciteten til at levere varme til de kommende forbrugere, men alligevel har man planer om at udvide og omlægge varmeproduktionen.

I dag er produktionen primært baseret på solvarme og naturgas – men det skal altså nu suppleres med en biomassekedel og en elkedel på 10 MW. På den måde får man både fortrængt en del af naturgassen og mere fleksibilitet ind i produktionsapparatet.

- Vi skal have så mange forskellige produktionsenheder, vi kan få. Den ene dag giver det mening at lave varme på strøm, og næste dag kan det måske bedst betale sig at sælge strøm. Du er bare nødt til at have lidt af det hele for altid at være klar, siger Jørgen Thorgaard.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Fjernvarme
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.563