23948sdkhjf

Tønder får Danmarks største biogasanlæg

Med indgåelse af rådgiveraftale med Grontmij har Envo Biogas Tønder for alvor sat skub i planerne om et ambitiøst biogasanlæg i Tønder
Danmarks største biogasanlæg er nu på vej i Tønder. Envo, der står bag etablering og drift af det store og ambitiøse anlæg, har netop skrevet kontrakt med en af Europas største rådgivende ingeniørvirksomheder, Grontmij, om hjælp til planlægningen, VVM og etableringen.

Samtidig har Tønder Kommune taget hul på planlægningsarbejdet med blandt andet VVM-undersøgelse, og i løbet af ganske kort tid er kommunen klar til at igangsætte en idéfase om projektet.

Udenlandsk investor involveret
Envo Biogas Tønder kommer til at producere næsten 64 mio. kubikmeter gas om året til opvarmning og varmt vand. Det svarer til forbruget i ca. 17.500 husstande. Det vil sige, at anlægget kan forsyne Tønder tre gange.

Energivirksomheden Envo Group, der har hovedsæde i Aabenraa, driver og er medejer sammen med en udenlandsk investor.

- Vi har finansieringen på plads, og sammen med Grontmij er vi i god dialog med Tønder Kommune om planlægningen. Så på nuværende tidspunkt tør jeg godt love, at Envo Biogas Tønder bliver en realitet, siger Bo Asmussen, der er direktør og medejer af Envo Group.

Klar til drift i 2014
Et biogasanlæg i Tønder har været på tegnebrættet i flere år, og undervejs har planerne gennemgået forskellige ændringer. Til tider har der været usikkerhed om mulighederne for at realisere planerne. Derfor glæder det borgmester Laurids Rudebeck, at der nu er skabt vished om, at planerne omsættes til virkelighed.

- Det er et projekt, som er med til at fremme og udvikle grøn energi. Derfor er det et godt og rigtigt projekt for os alle sammen. Men det er også et godt og rigtig projekt for Tønder Kommune, fordi vi får tilført et betydeligt antal arbejdspladser og skabt ny aktivitet. Så vi er utrolig glade for, at man nu er kommet så langt, siger borgmesteren.

Den samlede investering i det store biogasanlæg er opgjort til ca. ½ mia. kr. Finansieringen sikres blandt andet med kapital fra den udenlandske investor. Desuden forventer initiativtagerne at opnå etableringstilskud fra staten på godt 55 mio. kr.

Planlægningsarbejdet er som nævnt i gang, og ifølge direktør Bo Asmussen forventer selskabet, at selve byggeriet kan indledes i efteråret 2013. Anlægget vil herefter stå klar til drift i slutningen af 2014.

Produktionen af gas i det kommende anlæg vil hovedsageligt ske på basis af gylle samt anden biomasse. Gyllen skal leveres af ca. 120 landmænd i området omkring Tønder, og selskabet bag anlægget er lige nu i gang med at indgå aftaler med de lokale landmænd.

Fakta:
Envo Biogas Tønder skal årligt behandle ca. 700.000 ton husdyrgødning (gylle) og ca.200.000 ton anden biomasse.

Den samlede gasproduktion bliver ca. 63,6 mio. kubikmeter om året.

Etablering af biogasanlægget vil medføre ca. 42 nye arbejdspladser i Tønder. Det vurderes desuden, at der samtidig skabes yderligere 35-40 afledte arbejdspladser i lokalområdet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105