Lige nu er der tryk på i solcellebranchen. En regulering af afskrivningsreglerne er under opsejling, og ønsket om at gøre en god forretning, før det måske er for sent, får i disse uger danskerne til næsten at hamstre solcelleanlæg. Det giver travlhed i solcellebranchen.
Men desværre er den uvished, der får danskerne til at kaste sig over solcelleanlæggene, den samme usikkerhed der tvinger solcellebranchen til at sætte hælene i helt i mod dens vilje.
Branchen har brug for ekstra arbejdskraft, hvis den skal imødekomme efterspørgslen nu og her – alligevel tøver den. Virksomhederne er nemlig bange for, at de skal fyre folkene igen, hvis afregningsreglerne bliver ændret.
- Vi har en kæmpe efterspørgsel lige nu. Ordrerne vælter ind. Jeg kunne ansætte 30-50 mand her og nu. Men jeg tør ikke, for jeg risikerer bare at skulle fyre dem igen, hvis afregningsreglerne bliver forringet, siger Tommy Rasmussen, direktør på Nørresundby-virksomheden Feiyue, til Nordjyske.dk. Feiyue leverer og monterer de solcelle-anlæg, som bl.a. Silvan og XL Byg sælger.