23948sdkhjf

Bestseller vil have mere grøn energi på udenlandske fabrikker

Solceller skal sænke Bestsellers CO2-forbrug på koncernens tekstilfabrikker i Bangladesh.

Selvom Bestseller ifølge en pressemeddelelse allerede har sænket sit CO2-forbrug med 82 procent, vil modevirksomheden fortsat forsøge at sænke forbruget og intensivere sit fokus  å den indirekte udledning, som Bestseller ikke selv står for, men som sker andre steder i værdikæden, og derfor også tæller i tøjvirksomhedens samlede CO2-regnskab. 

Det sker med et ambitiøst tiltag, hvor Bestseller konkret vil være med til at etablere solcelleanlæg på tekstilfabrikker i Bangladesh og dermed integrere vedvarende energi i produktionen af sine varer.

- Vi er meget bevidste om, at langt størstedelen af vores samlede klimaaftryk bliver sat i den indirekte værdikæde, og at det derfor er afgørende, at de fabrikker, vi samarbejder med, også får bedre mulighed for at benytte vedvarende energi. Med dette initiativ ønsker vi at styrke vores leverandørers mulighed for at investere i mere bæredygtige løsninger til gavn for deres egne virksomheder, deres lokalsamfund, vores forretning og hele den grønne omstilling,  siger Anders Holch Povlsen, CEO og ejer i Bestseller.

Sammen med Heartland

Den indirekte CO2-udledning fra for eksempel materialeproduktion og leverandører udgør 95 procent af Bestsellers samlede udledning. I takt med koncernens vækst, og dermed øgede produktion, er andelen af CO2-udledning fra værdikæden vokset i CO2-regnskabet, hvilket trækker det samlede CO2-aftryk i en negativ retning. 

Den udvikling skal blandt andet de planlagte solcelleanlæg bidrage til at dæmme op for. 

Solcelleanlæggene bliver etableret i samarbejde med Bestsellers moderselskab Heartland, som skal facilitere, at tekstilfabrikanterne kan investere i og bygge solceller på deres produktionsanlæg.

- I Heartland mener vi, at en global, grøn omstilling er helt afgørende og nødvendig. Og mens vi ser store, markante initiativer, ikke mindst herhjemme, er det også tydeligt, at vi kan gøre mere for at bidrage til, at den grønne omstilling også foregår i lande, hvor forudsætningerne er sværere. Vi er meget interesserede i at bidrage til grønne projekter, der kan gøre en forskel globalt – og det er etableringen af solcelleanlæg i Bangladesh et godt eksempel på, siger Lise Kaae, direktør i Heartland.

Joint-venture

Opsætningen af solcellepaneler i Bangladesh begynder i 2023, hvor Bestsellers mangeårige leverandør Body Fashion Limited, som ligger i Gazipur i det centrale Bangladesh, bliver det første fabriksanlæg til at anvende solenergi. 

Solpanelerne bliver etableret i et tæt samarbejde mellem tekstilfabrikken, Heartland, Bestseller og cleantech-virksomheden SOLshare, der i forvejen bidrager til en generel omlægning af energinettet i Bangladesh.

- Projektet er det første joint venture mellem et internationalt modebrand og en klimateknologisk virksomhed i Bangladesh. Vi ser frem at opføre solceller på tværs af Bestsellers leverandører via et nært samarbejde baseret på dialog og hurtig og pålidelig eksekvering, siger Dr. Sebastian Groh, Managing Director og Co-founder i SOLshare.

Bestseller

  • Bestseller er en familieejet modevirksomhed, som blev grundlagt i 1975 af familien Holch Povlsen
  • Modevirksomheden tæller i dag mere end 20 modebrands herunder Jack & Jones, Only og Vero Moda
  • Bestseller skaber modetøj for alle og sælger sine styles over hele verden, hvor produkterne er et væsentligt element i folks dagligdag
  • Bestseller stræber efter at vækste sin forretning bæredygtigt og investere i fremtiden for at have en positiv indvirkning på både samfund og miljø.
Se nøgletal for:
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079