23948sdkhjf

Gasledningen fra Lolland-Falster er mere afgørende end nogensinde før

Dette indlæg er skrevet af administrerende direktør hos Nature Energy, Ole Hvelplund.

Beslutningen om gasledningen, der skal gå fra Lolland-Falster og ud til resten af Danmark, blev truffet for knap to år siden med det klare formål at styrke udbygningen af biogas og afhjælpe klimakrisen med CO2-reduktioner både nu og i fremtiden. Siden har nye, alvorlige kriser desværre meldt deres ankomst, men fælles for dem er, at klimavenlig biogas er en fundamental del af løsningen.

Lige nu står Danmark og Europa overfor en omfattende energi- og forsyningskrise, der sender energi- og fødevarepriser på himmelflugt og udfordrer danskerne på pengepungen. Her er skalering af danskproduceret biogas en vigtig grøn vej til at gøre Danmark fri af Putins fossile naturgas og få skabt en stabil og klimavenlig energiforsyning. Derfor er udvidelsen af gasledningen helt essentiel.

Biogassen fra Lolland-Falster skal styrke den danske energiforsyning

Energikrisen understreger, at vi har brug for at blive selvforsynende med grøn, klimavenlig energi hurtigst muligt. Derfor skal biogas sammen med sol- og vindenergi sikre Danmarks grønne fremtid og forsyningsevne. Det betyder samtidig, at gasledningen er mere afgørende end nogensinde før. For med gasledningen skalerer vi ikke bare biogasproduktionen, vi sikrer også, at biogassen, der produceres på Lolland-Falster, kan sendes ud til resten af landet, så hele Danmark i sidste ende har adgang til grøn biogas.

Det skal selvfølgelig også gælde for Lolland-Falster, der lige nu er et af de største områder i Danmark, der endnu ikke har adgang til biogas gennem gasnettet. De rør, der distribuerer biogassen, dækker næsten hele landet, men når ikke ud til større områder som fx Djursland, enkelte områder langs Vestkysten og Sydhavsøerne, hvoraf Lolland-Falster udgør det absolut største område. Det skal der laves om på. Ingen skal være afkoblet den grønne omstilling af gas, og Lolland-Falster har et stort potentiale, når det kommer til at producere biogas. Det er et potentiale, vi både kan og skal udnytte.

Kommende biogasanlæg har brug for en gasledning

I Nature Energy er vi verdensførende i at producere biogas, og vi har store planer om at udvide vores portefølje af biogasanlæg i Danmark. Vi har blandt andet planer om at etablere to anlæg på Lolland-Falster, og så sent som i oktober annoncerede vi, at vi i samarbejde med Nordic Sugar ønsker at sætte gang i byggeriet af det første nye anlæg i Abed på Lolland. Hvis alt går vel, kan vi gå i gang efter nytår. Anlægget forventes at kunne levere biogas allerede fra sommeren 2024 og vil årligt kunne omdanne 400.000 tons organisk affald til 20 mio. kubikmeter grøn biogas, der blandt andet skal bruges til grøn omstilling af sukkerfabrikkerne.

Planerne om de kommende Nature Energy-anlæg er dog betinget af, at den planlagte gasledning etableres. Derfor er det afgørende, at vi holder fast i beslutningen om en gasledning fra Lolland-Falster, så nye kommende anlæg kan komme i gang med at sende biogas ud til resten af Danmark. Det er der brug for mere end nogensinde før.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093