Direktør hos Ewii Lars Bonderup Bjørn har skrevet dette indlæg Foto: Lasse Hyldager Fotografi

Administrerende direktør hos Ewii lars Bonderup Bjørn har skrevet dette indlæg

Den 1. november kom så indefrysningsordningen. Politikernes svar på, hvordan vi hjælper danskerne gennem energikrisen. Som altid når noget skal lanceres med forhastede høringsprocesser, så blev det ikke kønt, og de sidste justeringer til ordningen kom da også nogle dage efter, at ordningen var trådt i kraft. Nu er den der, og de fleste energiselskaber er klar i et eller andet omfang.

Pressen har skrevet, at tilmeldingerne til ordningen har været få. Det ved vi ret beset ikke, da vi endnu mangler at se effekterne af de høje el- og gasregninger. Hos EWII var vi fredag den 4. november oppe på 19 tilmeldte til ordningen, mens jeg på dr.dk har kunnet læse, at mine konkurrenter hos Norlys, Andel og OK har haft i alt 7.179 tilmeldinger i samme tidsrum. At forskellen er der, er ikke mærkeligt, for hos EWII faktureres man bagud efter faktisk forbrug, mens konkurrenterne udsender acontofakturaer. Derfor må vi også forvente, at der sker en stigning i antallet tilmeldt indefrysningsordningen hos EWII, når regningerne for oktober udsendes sidst i november.

Jeg har længe argumenteret for, at ordningen er en dårlig løsning på problemet. Meget kan håndteres ved at sikre, at kunderne modtager fakturaerne månedsvis i stedet for i klumper af 3 måneder forud. Det gør det hele lidt lettere at håndtere. Det er grundlæggende en misforståelse, at energiselskaberne skal agere banker for kunderne, og at kunderne skal agere banker for energiselskaberne. For det er jo det, der sker med acontoregninger i indefrysningsordningen: Kunderne låner penge til energiselskabet, men da kunden ikke kan betale, skal kunden herefter låne pengene af energiselskabet – og tilmed betale rente for selv at have lånt penge ud.

Jeg er spændt på at se, hvad vores betalingsordning gør af forskel i forhold til mængden af mennesker, der tilmelder sig ordningen.

Jeg ser også indefrysningsordningen forfejlet på anden vis. Det er den enkeltes ansvar at tage vare på egen økonomi – at sætte tæring efter næring. Det er klart, at stød som det, der er indtruffet på energimarkederne ikke naturligt er blevet indregnet i den enkeltes økonomi. Sådan sker der hændelser gennem livet, som vi ikke havde regnet med. Vi har et fremragende banksystem, der med bankrådgivere og kassekreditter håndterer situationer som disse, hvor en privatøkonomi skal tilpasses. Lad banker være banker og energiselskaber være energiselskaber.

Der er naturligvis mennesker, der lever i omstændigheder, hvor bankerne ikke er en løsning. Mennesker på forskellige former for overførselsindkomster kan muligvis ikke håndtere situationen og ikke hjælpes af bankerne. De skal hjælpes af det sociale system, der er så veludviklet i Danmark. Vi taler meget om Britta Nielsens usmagelige omgang med offentlige midler, men det er jo ret beset en undtagelse i et Danmark, der når alt kommer til alt er ganske velfungerende. Vi skal hjælpe dem, der har et reelt behov.

Energikrisen er alvorlig, ingen diskussion om det. Mange danskere er sat i en økonomisk klemme. Særligt de der forsynes med gas til opvarmning. Det gør ondt på huspriserne at have gasopvarmning – et økonomisk forhold som indefrysningsordningen på ingen måde kan håndtere.

Det har i mange år været et politisk ønske, at hele varmeområdet skal konkurrenceudsættes – også på infrastrukturen. Det er en konkurrence som er helt utænkelig for elnettet og vandforsyningen, men muligheden for at lade sig betjene af individuelle varmepumper har skabt grundlag for, at individuelle hensyn kunne sættes over kollektivets: Det frie valgs kamp mod det samfundsøkonomisk optimale. Derfor kan kynikeren selvfølgelig argumentere for, at det er folks egen skyld, når de ikke i tide har udskiftet deres gasinstallation med en varmepumpe. Men så enkelt er det ikke.

Da gaspriserne både ramte varmekunderne og blev prisstyrende for elpriserne, ja så fik vi en perfekt cocktail. En cocktail der tilmed blev tilsat en anelse stryknin, da Energinet gav besked om, at elnetselskaberne skulle forberede sig på brownouts – nedlukninger af elnettet i op til 2 timer ad gangen. Det lyder i sig selv lidt ærgerligt at skulle undvære strømmen i et par timer, men det mere substantielle i forhold til energikrisen og indefrysningsordningen er, at brownouts kun forekommer, når elpriserne rammer 37,50 kroner per kWh inklusive moms. Dertil kommer så lidt undseelige netbidrag, skatter og afgifter – så en 40 kroneseddel er et godt bud på, hvad en kWh pludselig kunne komme til at koste en privatkunde.

Den slags meldinger sætter sig i forwardkurven, og indkøb af el til det følgende kvartal blev ustyrligt dyrt. Selv varmepumpen ville derfor ikke kunne løse problemet.

Sagen er, at vi har en energikrise. Et udbudschok i energimarkederne, der nu skaber et efterspørgselschok i andre markeder. Det er selvfølgelig det efterspørgselschok, man som politiker kunne håbe på, at indefrysningsordningen ville afbøde for. Men det gør den ikke. For danskerne vil selv. Hellere spare op og svare enhver sit, end springe med på kviklånsordninger.

Tilbage er den indefrosne kartoffel, et spørgsmål der skal adresseres: hvordan indretter vi en varme og elsektor, som forebygger en gentagelse? Den diskussion er slet ikke begyndt endnu, for vi skal spare på energien. Men kartofler kan ikke koges i fryseren.

Artiklen er en del af temaet Klumme.