23948sdkhjf

Biogas til skibe og lastbiler for kæmpe millionbeløb i Frederikshavn

Fredag blev første spadestik taget til et helt særligt biogasanlæg på havnen i Frederikshavn - det første af sin slags i Danmark.

Det avancerede anlæg skal omdanne biogas til flydende, miljøvenligt brændsel.

Til sommer kan passagerskibe og fragtskibe dermed tanke flydende, CO2-neutral biogas i Frederikshavn Havn. Også tung lastbiltrafik kan køre på det grønne brændsel, oplyser selskabet Nature Energy Biogas i en pressemeddelelse.

Sammen med Makeen Energy vil Nature Energy sikre, at den maritime sektor samt tung lastbiltrafik får et grønt alternativ til de fossile energikilder. Derfor det nye anlæg på havnen.

Fakta om biogasanlægget Nordliq

  • Nature Energys og Makeen Energys biogasanlæg har navnet Nordliq (Nordic Liquefication).
  • Anlægget skal modtage biogas via gasnettet, og biogassen fryses ned til 160 minusgrader, så gassen bliver flydende og fylder 600 gange mindre.
  • Investeringen er på et trecifret millionbeløb, hvoraf Nature Energy tegner sig for to tredjedele af investeringen, mens Makeen Energy tegner sig for en tredjedel.
  • Frederikshavn Havn ejer grunden og etablerer den nødvendige infrastruktur.
  • Anlægget kan levere 20.000 tons flydende biogas om året.
  • Det kan udvides til at producere 120.000 tons årligt.
  • Nature Energy er Danmarks største biogasproducent og Makeen Energy er specialister i udvikling af udstyr og projekter indenfor nedkølede gasser.

Kilde: Nature Energy

Borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune, var med til at tage første spadestik til det store anlæg.

Grøn milepæl

- Det er vigtigt for os, at vi følger med i udviklingen og hele tiden søger veje til at sikre den grønne omstilling. Så muligheden for fremadrettet at kunne tilbyde grønne drivmidler til transport både på land og til vands er en milepæl, siger hun.

Også for Frederikshavn Havn er anlægget vigtigt, fastslår havnens administrerende direktør, Mikkel Seedorff Sørensen:

- Det nye anlæg er i høj grad med til at styrke Frederikshavn Havns position som grønt knudepunkt, og placeringen i Frederikshavn understreger samtidig havnens strategisk vigtige placering mellem sejlruten ind i Østersøen og motorvejsnettet, udtaler han i pressemeddelelsen.

75.000 skibe årligt

Omkring 75.000 skibe passerer hvert år forbi Frederikshavn Havn og vil kunne tanke den flydende biogas tæt på sejlruten. Anlægget - som har navnet Nordliq (Nordic Liquefication) - ventes klar til brug i sommeren 2023. Det er designet af Makeen Energy, der også står for byggeriet.

Anlægget finansieres af Nature Energy og Makeen Energy. Investeringen løber op i et "trecifret" millionbeløb, men det præcise beløb er ikke oplyst.

Anlægget i Frederikshavn Havn kan producere 20.000 tons flydende biogas (LBG) om året, men kan udvides til at producere 120.000 tons årligt.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141