23948sdkhjf

Politikerne mangler en mellemregning i fjernvarmen

Indlægget er skrevet af Jens Hylling Kristensen, Hylling Energi & Projekt

I dag opvarmes 66 procent af de danske boliger med fjernvarme. 

Et tal, der kan blive langt højere, hvis politikerne løser en væsentlig udfordring for de frivillige borgere, som forsøger at bygge et fjernvarmeanlæg i deres landsby. Politikerne får det til at lyde så nemt, når de udtaler, at der bare skal ”udrulles fjernvarme”, og vupti så er der fjernvarme til alle. 

Men virkeligheden er anderledes for de borgere, som har sat sig sammen i en lokal arbejdsgruppe for at skaffe fjernvarme til byen. De har nemlig et kæmpestort arbejde foran sig. En opgave som stort set er umulig at løfte uden rådgivning, pga. den komplicerede regulering på området.

Allerede i den første fase af udviklingen af et fjernvarmeanlæg støder borgerne på en stor udfordring, da de skal finansiere en ekstern rådgiver, som kan regne projektet igennem, og komme med sit bud på, om det overhovedet er rentabelt for landsbyens borgere at investere i et fjernvarmeanlæg.

Problemet er, at kommunerne ikke må rådgive borgerne, og de må heller ikke betale for en rådgiver, der kan hjælpe arbejdsgruppen. Der er i dag ikke tilskud til denne del af et projekt, da et anlæg skal være sat i ordre inden der kan skaffes finansiering og dermed likviditet i projektet. Derfor stopper mange, ellers gode projekter, allerede i denne fase, da de frivillige borgere ikke vil risikere at hæfte for en regning til rådgivere, hvis det viser sig, at anlægget alligevel aldrig kan etableres.

Derfor bør politikerne kigge på nogle løsninger, der kan dække arbejdsgruppernes udgifter til rådgivere, så endnu flere projekter kan blive til virkelighed.

Hvert andet projekt dør, måske

Det er nødvendigt med professionelle rådgivere, da man skal have hjælp tidligt i et projekt. Rådgiverne kan beregne økonomien i hele projektet i simuleringssystemer, som præcist kan beregne projektet både i etableringsfasen, og når det er kommet i drift. Rådgiverne er med som rådgivere for arbejdsgruppen gennem hele forløbet, og hjælper med udvælgelse af energiressource, ansøgninger til kommunen, samt byggeriet og rørlægningen ud til de enkelte husstande. Det er jo kæmpe investeringer på op til 200 mio. kr. og oftest det største enkeltstående anlægsprojekt i landsbyen. Men alt for ofte stopper processen desværre allerede i starten af projektet.

Helt konkret mener jeg at kommunen skal stille en garanti eller lægge ud for arbejdsgrupperne, så de altid kan betale for den rette rådgivning i projektet. Som reglerne er i dag, er det bare ikke muligt.

Politikerne skal forholde sig til virkeligheden, når de fra talerstolen opfordrer til mere fjernvarme i Danmark. De puljer, de i dag har lavet, er ikke nok til at fremme udviklingen af nye anlæg, eller renovering og udbygning af eksisterende anlæg. De er nødt til at kigge på opstarten af fjernvarmeanlæg. Min vurdering er, at hvert 2. projekt, vil dø i opstartsfasen, hvis ikke risikoen i den indledende fase er afdækket.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg er enig med politikerne så langt, at en udbygning af fjernvarmenettet i Danmark er en god ide, og der skal også lyde en stor ros til de arbejdsgrupper, som kæmper for at etablere et fjernevarmeanlæg. 

Jeg oplever, en stemning af samhørighed og fællesskab. Medlemmerne i grupperne er jo oftest meget forskellige i både alder og uddannelsesniveau, så arbejdet tangerer en form for ny andelsbevægelse, som bevæger sig hen over Danmark, og den skal politikerne understøtte, især på grund af den komplekse regulering på området.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078