23948sdkhjf

Et krisevalg skal være et klimavalg

Den danske befolkning skal nu til stemmeurnerne d. 1. november. Valget kommer til at foregå i en tid præget af kriser. Den kontinuerlige klimakrise, som sætter mere og mere tydelige spor over alt i verden. Og nu den pågående energi- og forsyningskrise midt i den højspændte sikkerhedspolitiske situation. Efter den brutale russiske invasion af Ukraine er det blevet tydeligere end nogensinde, at energi- og forsyningspolitik i allerhøjeste grad også er sikkerhedspolitik. Det eneste positive i disse kriser er, at svaret på dem alle er det samme: En massivt intensiveret indsats for den grønne omstilling. Kun med vedvarende energi, grøn brint og PtX-brændsler kan vi dæmme op for klimaforandringerne og reelt blive energimæssigt selvforsørgende. Det skal være øverst på dagsordenen i valgkampen og den efterfølgende regeringsdannelse. Folketingsvalget i 2019 blev historisk som det første klimavalg – men det må ikke blive det sidste.

Omstilling er et fredsprojekt

Valget i 2019 gik over i historiebøgerne, fordi det var det første valg, hvor klimaet var blandt befolkningens højeste prioriteter. Der blev krævet handling og ansvar for at vende den katastrofale kurs, det globale samfund er på. Vælgerne tog ansvar for klimakrisen, men det er ikke gjort med et enkelt valg. 2019-valget skal være begyndelsen på en ny tid, og ikke et valghistorisk kuriosum. Vi har brug for mere handling, og vi skal tage et større ansvar. For med den nuværende energi- og forsyningskrise er det endegyldigt bevist, at klimapolitik ikke er et blødt, værdipolitisk nice-to-have projekt, men need-to-have sikkerhedspolitik på højeste niveau. Når energipolitik er sikkerhedspolitik, bliver omstillingen et fredsprojekt.

Hele energisystemet skal med

Vi ved, at vi skal kappe de bånd, den fossile afhængighed binder os med. Sabotagen mod North Stream 1 og 2 har nærmest gjort det for os. Men der er fortsat store problematikker forbundet med forbruget af den fossile energi bl.a. i transportsektoren – både i Danmark og på verdensplan. Med planerne om VE-udbygningen i både Nord- og Østersøen har vi taget store skridt mod et selvforsynende, grønt Europa, hvor Danmark i samarbejde med vores nabolande tager et stort ansvar. Men grøn strøm kan ikke drive alt. Der er fortsat store dele af vores energisystemer, der ikke kan sluttes til en stikkontakt. Det handler både om industri og landbrug, men i høj grad også om transporten. Ikke mindst den tunge vejtransport samt både luft- og skibsfart har brug for alternative, grønne brændsler som brint, metanol, e-fuels m.v.

De brændsler kan vi producere i Danmark. Og lige så vigtigt er det, at vi kan producere teknologien bag. Den danske brint- og PtX-industri er stærk i alle leddene af værdikæden. Det skaber åbenlyse erhvervs- og eksportmuligheder, nye arbejdspladser og en fremtidssikret grøn vækst. Men det giver os også en unik mulighed for at bidrage til at løsne de fossile bånd verden over. Det har vi gjort med vindmøllerne, og nu skal vi gå i spidsen for næste etape i omstillingen, der handler om at konvertere den grønne strøm til brændsler, der kan bruges alle steder i energisystemet.

Nationale beslutninger skaber globale ændringer

Brint- og PtX-industrien er hastigt voksende, men der er fortsat meget at gøre. Den PtX-strategi, der blev vedtaget i foråret, indeholder mange vigtige elementer, der skal skabe de bedste rammer for en branche i vækst. Men det haster med implementeringen af tiltagene. I så voldsom en krise, som vi befinder os i lige nu, kan det måske for nogen virke absurd at fremhæve tarifreform, direkte linjer og udrulning af brintinfrastruktur som afgørende elementer i dansk klima-, energi- og forsyningspolitik lige nu. Men det ér afgørende, at tempoet i implementeringen kommer op, så rammevilkårene for industrien falder på plads. For der går en lige linje fra de danske brint- og PtX-demonstrationsanlæg, til den massive brændstofproduktion, der skal gøre f.eks. shippingindustrien fossilfri, eller den enorme tyske industri grøn. Udviklingen skal starte et sted, og vi er allerede godt på vej i Danmark.

Tiden er ikke til at skrue ned for ambitionerne, eller lade klimahensyn vige for andre politiske prioriteter. Den grønne omstilling må, og skal være omdrejningspunktet for både valgkamp og en ny regering – og tempoet i implementeringen af de bredt vedtagne grønne aftaler skal øges markant. Kun ved at gøre alle fremtidige valg til klimavalg som en selvfølgelighed, kan vi bedst muligt ruste os mod de kriser, der ryster os.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079