23948sdkhjf

Danske vindrederier rejser med Mette F. til USA

En række danske offshore-rederier ledsager statsminister Mette Frederiksen (S) til USA i næste uge, hvor hun på et grønt eksportfremstød forsøger at hjælpe danske virksomheder tættere på de amerikanske markeder.

Danmark har en helt unik position, når det kommer til havvind Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier

Det meddeler brancheorganisationen Danske Rederier.

Selvom der lige nu kun står syv havvindmøller og snurrer ud for kysten i hele USA, så er der potentiale for meget mere. For på trods af, at der er få møller i vandet, er ambitionerne høje og udsigterne lovende.

USA’s nationale mål for offshore vindenergi er at opnå 30 GW i 2030 og 110 GW i 2050. Hvis det skal blive en realitet, bliver der brug for mange rederier til at hjælpe.

USA har stort udviklingspotentiale

Med på turen er en række danske virksomheder – heriblandt offshore-rederierne Esvagt, Northern Offshore Services, Mærsk Supply Service og Cadeler.

- Set med vores øjne er USA et interessant marked med stort udviklingspotentiale, når det gælder grøn energi. Den nuværende administration har lagt nogle ambitiøse planer for omstilling til vindenergi, og jeg ser derfor frem til at mødes med potentielle forretningspartnere og have nærmere dialog omkring de unikke samarbejdsmuligheder, siger Mikkel Glerup, CEO i Cadeler.

Mærsk Supply Service håber, at turen kan være med til at sætte fokus på de danske rederiers rolle i den store amerikanske udbygning med havvind.

- Vores nybyggede vindinstallationsfartøj vil skulle installere nogle af de største vindparker på USA’s østkyst, og derved vil det amerikanske marked blive et at vores vigtige fremtidige områder. Vi håber at turen til USA kan være med til at knytte stærkere bånd mellem USA og Danmark samt profilere hvad danske virksomheder kan tilbyde, siger Jonas Munch Agerskov, CCO for Mærsk Supply Service.

40 danske rederier er i havvind

Mere end 40 danske rederier beskæftiger sig med havvind og en havvindmøllepark kræver 18 forskellige skibstyper over dens levetid, skriver Danske Rederier.

Danske offshore-rederier har allerede i dag store markedsandele ude i verden, og brancheorganisation ser et stort potentiale i det amerikanske marked:

- Danmark har en helt unik position, når det kommer til havvind. Vi har som land været blandt de første til at sætte møller op og omsætte vind til energi, og når vores erfaring med vedvarende energi kobles med det faktum, at vi er en af verdens største søfartsnationer, så er det kun naturligt, at vi er en stor spiller inden for havvind. Derfor glæder jeg mig til at være med til for alvor at få døren sparket ind til det amerikanske havvindmarked, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.11