23948sdkhjf

Klumme: Diplomingeniører med i Videnpilotordningen igen

Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser har netop meldt ud, at Videnpilotordningen både får et markant økonomisk løft, og at der genåbnes for diplomingeniører, som siden januar har været udelukket fra ordningen.
Det er en fantastisk god nyhed og en sejr for DS Håndværk & Industri, som har kæmpet hårdt for ordningen.

For præcist et år siden – i august 2011 – fik DS Håndværk & Industri svar fra den daværende videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, der bl.a. som et resultat af flere henvendelser fra DS Håndværk & Industri nu afsatte yderligere midler til ordningen.

Videnpilotordningen er et tilbud til små og mellemstore virksomheder, der kan ansætte en højtuddannet medarbejder med løntilskud, og ordningen fungerer rigtigt godt for vores medlemsvirksomheder. Så det var gode nyheder, at pengekassen blev fyldt op igen.

Men penge alene gør det jo ikke. Ordningen skal også være skruet sådan sammen, at den gavner mest muligt. I januar i år blev reglerne pludselig ændret, så diplomingeniører blev udelukket fra ordningen, og det var efter vores mening en ganske alvorlig forringelse.

Diplomingeniører er stærke på den anvendelsesorienterede viden, og de kender virksomhedernes hverdag fra deres praktikophold. De taler samme sprog og har samme tilgang til udvikling og problemløsning, og derfor giver det rigtig god mening for ejerlederne i de mindre virksomheder at ansætte netop en diplomingeniør.

Vi skrev på den baggrund med det samme til ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser, Morten Østergaard, og vi har siden presset hårdt på 'bag kulisserne' over for både politikere og embedsmænd for at få ændringerne rullet tilbage. Vi har i den proces haft et godt samarbejde med andre organisationer med samme holdning – det er stærkt, når vi på den måde kan løfte i flok.

Og sør’me om der ikke igen kommer gode nyheder her sidst på sommeren. Ministeren har lyttet til os og forstået vores budskab om, at Videnpilotordningen er en meget velfungerende erhvervspolitisk ordning, der løfter vidensniveauet i de små og mellemstore virksomheder og skaber innovation og vækst – også i udkantsområderne og altså nu igen med diplomingeniørerne som en helt naturlig del.

Tak til ministeren og tillykke til både vores medlemsvirksomheder og de kommende videnpiloter, som vil bidrage til vækst og udvikling i dansk erhvervsliv.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078