Susan Münster, direktør i Danske Vandværker, har skrevet dette indlæg.  Foto: Danske Vandværker

Aldrig har det været så relevant, at vi får beskyttet vores drikkevandsboringer mod forurenende stoffer, og derfor er det vigtigt, at vi når i hus med de frivillige BNBO-aftaler.

Til efteråret foretager Miljøstyrelsen en evaluering af status for aftaler om beskyttelse i de boringsnære områder, de såkaldte BNBO-aftaler. Den politiske aftale bag ønsket om at øge beskyttelsen blev indgået i 2019, og efter planen skal evalueringen fremlægges for politikerne til oktober.

Danske Vandværker besluttede tidligt i forløbet, at foreningen skulle arbejde for at få så mange frivillige BNBO-aftaler som muligt i hus inden udgangen af 2022. Det arbejder vi fortsat for, fordi aftalerne vil være et skridt på vejen til en bedre beskyttelse af vores drikkevandsboringer. Og aldrig har det vel været så aktuelt som nu, hvor vi finder flere og flere forurenende stoffer i vores boringer.

Som med alle andre processer, hvor der er flere interesser på spil, er der ikke en lige vej til målet. Derfor har der været holdt mange møder mellem Miljøministeriet, Landbrug & Fødevarer, vandværksorganisationerne og Kommunernes Landsforening, ligesom der har fundet mange kaffemøder sted lokalt, hvor de konkrete aftaler skal indgås.

Fremdrift med sten i skoene

Trods de mange udfordringer er det vores generelle indtryk, at arbejdet med BNBO er godt i gang mange steder. Der er dog stadig en del vandværker, der af forskellige årsager mangler at indgå aftaler. Nogle har ventet på en genberegning af BNBO, fordi det er vigtigt, at aftalen indgås på basis af korrekte fakta. Nogle af vores medlemmer har et ønske om - eller arbejder på - at lægge sig sammen med et eller flere nabovandværker, men en sammenlægningsproces tager tid, da beslutningen blandt andet skal behandles på en generalforsamling.

Sammenlægningsprocesser vil typisk føre til, at en eller flere boringer sløjfes inden for nogle år eller skal genberegnes. Og derfor er det ikke nødvendigt at bruge ressourcer på en aftale. Der er altså en række årsager til, at det ikke er alle BNBO-områder, hvor der er indgået aftaler. Endelig har nogle vandværker besluttet, at de ikke ønsker at indgå en frivillig aftale og har valgt at afvente konsekvenserne af den såkaldte “Fase 2”, hvor meget tyder på, at der bliver tale om generel rådighedsindskrænkning med en form for kompensationsordning.

Vi hjælper vandværkerne på vej

Hos Danske Vandværker har vi den seneste tid opprioriteret i vores sekretariat for at hjælpe vandværkerne så godt på vej med BNBO-arbejdet som muligt. Vi har tilbudt kurser, workshops og webinarer, og vi har løbende informeret på vores hjemmeside, i foreningens ugentlige nyhedsbrev og vores medlemsblad, Vandposten, hvor medlemmerne har kunnet hente inspiration hos hinanden. Der er også blevet talt meget i telefon, eftersom vi har ringet rundt til over 1.300 medlemmer med en udpeget BNBO, og vi har været på landevejene, hvor vi har holdt oplæg ved vandråds- og kommunemøder. Hertil kommer, at vi har udarbejdet skabeloner og andet relevant materiale sammen med landboorganisationerne. Ideen bag det tiltag er at gøre det nemmere for alle parter. Så jeg synes virkelig, vi har gjort en indsats.

Der er stadig tid til frivillige aftaler

Vi har en smule af tredje og hele fjerde kvartal tilbage for at komme i hus med de frivillige aftaler. Og vi har lagt sporene, så vi også i slutspurten kan rådgive vores medlemmer. Vi arrangerer lokale BNBO-drop-in-møder i vores fem regioner, hvor ideen er, at vores medlemmer kan kigge forbi og stille spørgsmål til sekretariatets faglige rådgivere. Vi har også flere BNBO-workshops i pipelinen, og vi fortsætter selvfølgelig med at informere vores medlemmer om emnet.

Afgørelser rejser tvivl om erstatningsniveau

Der er vist ingen tvivl om, at man nogle steder gerne havde set, at det var kommunen, som satte sig for bordenden. At indgå en BNBO-aftale kan virke som en svær opgave for en vandværksbestyrelse, også selv om vi har prøvet at hjælpe godt på vej med værktøjer. Vi har i foreningen kendskab til, at der er vandværker og landmænd, som har haft svært ved at få hinanden i tale – eller hvor man er for langt fra hinanden om erstatningsbeløbets størrelse.

Afgørelserne i Overtaktskommissionen har ikke gjort det nemmere at indgå aftaler, og mange har ventet på, at afgørelserne skulle skabe større klarhed. Vi har set afgørelserne igennem og kan konstatere, at de er svære at sammenligne, og derfor kan de ikke bruges direkte som en slags standard for aftaler andre steder i landet. Vi holder fortsat fast i, at der skal foretages en individuel vurdering, for det er vigtigt, at erstatningen ligger på et fornuftigt niveau, som begge parter kan acceptere. Et vandværk er ikke en forretning, og det er vandværkets forbrugere, som skal betale erstatningen.

Jeg føler mig under alle omstændigheder overbevist om, at alle organisationer har gjort, hvad de har kunnet, men nu må vi afvente evalueringen. Det er mit håb, at vi i fællesskab kan tage det sidste seje træk, så vi når i hus med de frivillige aftaler.

Artiklen er en del af temaet Klumme.