23948sdkhjf

Vestforbrænding og partnere vil lagre CO2 i dansk gaslager

Blot få dage efter Vestforbrænding er blevet udvalgt til at deltage i det store nationale udbud af CO2-fangst, er der nu underskrevet et Letter of Intent med gasdistributøren Evida og Gas Storage Denmark (GSD). 

- Det er en rigtig glædelig dag, hvor vi demonstrerer, at vi kan rykke hurtigt sammen i så vigtigt et samarbejde for en vigtig sag.  Nu vil vi gå i dybden med projektet og derefter præsentere en løsning for offentligheden, siger direktør for Vestforbrænding, Steen Neuchs Vedel. 

GSD sidder på lageret

De tre aktører vil skabe en samlet løsning for CO2-fangst, hvor den indfangede CO2 skal lagres i GSDs lager i Stenlille. Med aftalen sikres hele værdikæden i én samlet løsning. Fra fangst til transport og lagring.

CO2'en indfanges på Vestforbrændings anlæg, hvorfra den transporteres via rør til Stenlille på Sjælland, hvor GSD råder over et større lager i undergrunden.

-Det er et enormt spændende projekt, som vi er glade for at være en del af. Det vil være en case, som understøtter vores ambition om at vise, hvordan Danmark kan udnytte sin undergrund til at lagre enorme mængder CO2 på en billig og sikker måde, siger Adam Elbæk, direktør for Gas Storage Denmark

Evida står for røret

Hos Evida, der har mange erfaringer med store anlægsprojekter,  og ser man frem til at samarbejde om en rørledning fra Vestforbrænding i Glostrup til Stenlille.

-Rørført infrastruktur til transport af fremtidens grønne gasser kan blive en vigtig del af den samlede løsning for CO2 fangst og lagring. Vi ser derfor meget frem til at bidrage med vores viden og erfaring i det fremtidige arbejde, som kan få stor betydning for den grønne omstilling af energisystemet, siger Evidas administrerende direktør Ole Kalør.

CCUS-puljen

For få dages siden udpegede Energistyrelsen de tre selskaber, der er inviteret til at byde på den 8,2 milliarder kroner store CCUS-pulje.

Vestbrænding er et af dem og med prækvalifikationen oplyste Steen Neuchs Vedel at selskabet ville intensivere arbejdet med CO2-fangst og - lagring. 

Aftalen her er første skridt i den proces. 

Fakta om CCUS-puljen

  • CCUS-puljen har til formål at etablere CO2 fangst i Danmark fra 2025 og realisere CO₂-reduktioner på 0,4 mio. ton årligt fra 2026.
  • I første fase af CCUS-puljen udmøntes midlerne med henblik på at bidrage til etablering af en samlet værdikæde for fangst, transport, og lagring af CO2.
  • Støtten gives pr. reduceret ton CO₂ og vil blive justeret for udviklingen i CO₂-afgifter herunder eventuelle negative afgifter for negative udledninger.
  • Tilsvarende vil udviklingen i kvoteprisen blive inddraget i fastsættelsen af støttebeløbet.
  • Det forventes, at Energistyrelsens kontrakt med den kommende vinder af udbuddet vil løbe i 20 år.

Kilde: Energistyrelsen

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093