I ugens løb ankommer gigantiske mølledele til Hanstholm Havn, hvorfra de med særtransport bliver transporteret videre til Østerild klitplantage. Her skal delene samles til den første vindmølle i det nye testcenter. Det skriver Nordjyske.dk
Møllens nav kommer til at sidde i 140 meters højde, og med 217 meter fra jord til vingespids bliver testmøllen, der er bygget af Siemens Windpower, en af verdens største. Faktisk er møllens 75 meter lange vinger de største af sin art i verden – og de er de største glasfiberkonstruktioner i det hele taget.
Ifølge kommunikationschef hos Siemens, Rasmus Windfeld, slår testmøllen i sin helhed dog ikke nogen verdensrekord med sin størrelse. Kineserne har nemlig bygget møller, der er en tand større, skriver nordjyske.dk.